Saaledes begynder Fortalen til Jyske Lov, som Kong Valdemar gav, og Danerne vedtog.

Med Lov skal Land bygges, men vilde enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme Ret, da behøvede man ikke nogen Lov. Men ingen Lov er jævngod at følge som Sandheden, men hvor man er i Tvivl om, hvad der er sandhed, der skal Loven vise Sandheden.

Var der ikke Lov i Landet, da havde den mest, som kunde tilegne sig mest. Derfor skal Loven gøres efter alles Tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres Fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i Loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den Ondskab, som de har i Sinde. Det er ogsaa rigtigt, dersom nogen ikke af Frygt for Gud og Kærlighed til Retten kan lokkes til det gode, at Frygten for øvrigheden og Landets Straffelov da kan hindre dem i at gøre ilde og straffe dem, hvis de gør det.

Loven skal være ærlig og retfærdig, taalelig, efter Landets Sædvane, passende og nyttig og tydelig, saa at alle kan vide og forstaa, hvad Loven siger. Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen Mands særlige Fordel, men efter alle deres Tarv, som bor i Landet. Heller ikke skal nogen Mand dømme mod den Lov, som Kongen giver, og Landet vedtager; men efter den Lov skal Landet dømmes og styres. Den Lov, som Kongen giver, og Landet vedtager, den kan han heller ikke ændre eller ophæve uden Landets Vilje, medmindre han aabenbart handler mod Gud.

Det er Kongens og Landets Høvdingers Embede at overvaage Domme og gøre Ret og frelse dem, der tvinges med Vold, saasom Enker og værgeløse, Børn, Pilgrimme og Udlændinge og fattige - dem overgaar der tiest Vold - og ikke lade slette Mennesker, der ikke vil forbedre sig, leve i sit Land; thi idet han straffer og dræber Ugerningsmænd, da er han Guds Tjener og Landets Vogter. Thi ligesom den hellige Kirke styres af Pave og Biskop, saaledes skal hvert Land styres og værges af Kongen eller hans Embedsmænd, Derfor er ogsaa alle, der bor i hans Land, skyldige at være ham hørige og lydige og underdanige, og til Gengæld er han skyldig at give dem alle Fred. Det skal alle verdslige Høvdinger ogsaa vide, at med den Magt, Gud gav dem i Hænde i denne Verden, overdrog han dem ogsaa at værge sin hellige Kirke mod alle Krav. Men bliver de glemsomme eller partiske og ikke værger, som ret er, da skal de paa Dommens Dag staa til Ansvar, hvis Kirkens Frihed og Landets Fred mindskes ved deres Skyld i deres Tid.

Vide skal alle, der ser denne Bog, at Kong Valdemar, den anden Søn af Valdemar, der var Sankt Knuds Søn, da han havde været Konge i ni og tredive Vintre, og der var gaaet Tusind og to Hundrede og fyrretyve Vintre, efter at Vor Herre var født, i den næstfølgende Marts Maaned lod skrive denne Bog og gav denne Lov, som her staar skrevet paa Dansk, i Vordingborg med Samtykke af sine Sønner, der var til Stede, Kong Erik, Hertug Abel og Junker Christoffer og Uffe, der da var Ærkebiskop i Lund, og Biskop Niels i Rodkilde, Biskop Iver i Fyn, Biskop Peder i Aarhus, Biskop Gunner i Ribe, Biskop Gunner i Viborg, Biskop Jens i Vensyssel og Biskop Jens i Hedeby og desuden med Samtykke af alle de bedste mænd, der er i hans Rige.

Her begynder den første Bog.

Kap. 1. Hvilket Barn der skal arve.

Et Barn skal tage Arv, hvis det bliver døbt, og ellers ikke, Bliver der Strid om, hvem der lever længst, Moderen eller Barnet, eller om Barnet er døbt eller ikke, da er man nærmere til at vidne Barnet til Kristendom og Arv end til at vidne det fra. Med Hensyn til Faderen gælder det samme som med Hensyn til Moderen. Man skal føre Bevis derfor med Kønsnævn. Kønsnævn er tolv Mænd inden for tredie Led og inden for Syslet. Det er Sagsøgeren, der skal udtage dem; men han skal dog ikke udtage Modpartens aabenlyse Uvenner. Tre kan den sagsøgte udskyde uden Ed, og tre andre skal udtages i deres Sted. Andre tre kan han udskyde med tolv Mænds Ed.

Kap. 2. Hvad den skal sige, der døber Barnet.

Man skal ogsaa vide, hvem der døbte Barnet, og hvad han sagde, der døbte Barnet, for et Barn kan ikke kaldes døbt, medmindre det bliver døbt i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn, For saaledes skal den sige, der døber Barnet: Jeg døber dig i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn. Men Kvinde maa aldrig døbe et Barn, hvis der er en Mand til Stede. Heller ikke maa Barnet døbes i andet end Vand.

Kap. 3. Hvis en Kone siger, at hun er med Barn.

Hvis en Kone siger, at hun er med Barn, efter at hendes Husbond er død, da skal hun hensidde uden Skifte i Boet i tyve Uger. Derefter skal gode Kvinder undersøge og afgøre, hvorledes det forholder sig. Finder de, at hun er med Barn, skal hun fremdeles blive siddende i Boet, indtil Barnet bliver født. Men fødes Barnet saa længe efter Faderens Død, at det godt kan bevises, at det ikke er den afdøde Ægtemands Barn, skal hun først erstatte alt det, hun har taget af Boet siden Tredivtedagen efter hendes Husbonds Død, og ikke tage mere end Halvdelen af Boet, og den anden Halvdel tager Husbondens Arvinger. De rette Arvinger skal dog sammen med gode Mænd og hendes Frænder have Tilsyn med, at hun ikke forøder Boet ved Vanrøgt og ikke afhænder det, der ikke tilhører hende, for hun maa ikke bortsælge undtagen til sit Underhold og til Tyendeløn.

Kap. 4. Hvem der er nærmest til at arve.

Hvis der er et Barn eller et Barnebarn, arver det Fader og Moder. Men Børn, som en Søn faar, tager Arv efter Bedstefader og Bedstemoder, ligesom deres Fader skulde tage, hvis han var i Live, og paa samme Maade deres Børn, saa længe der fødes Mkom efter Bedstefaderen og Bedstemoderen. De Børn, Datteren føder, skal tage Arv som deres Moder, hvis hun var i Live, hvor mange der end fødes i hendes Linje, for Arv skal altid gaa fremefter, saa længe der findes Afkom. Har Barnebarnet ikke Moder og ikke Søskende, da gaar Arven til Bedstefader og Bedstemoder. Søskende arver hinanden, og Broder tager to Lodder og Søster den tredie Lod baade efter Fader og Moder og ligeledes efter Søskende.

Kap. 5. Hvor meget hver skal tage i Arv.

En Mand tager altid dobbelt saa meget i al Arv som en Kvinde, medmindre det er Ægtefæller, som skilles efter kirkelig Ret og skal arve deres Børn, da arver hun lige saa meget som han. Ogsaa i Forhold til Søn og Stifsøn tager Konen lige Lod, naar de skal arve sammen. Er der ingen Søskende, da er Farbroder og Morbroder, Broderbørn og Søsterbørn alle lige nære. Imellem dem skiftes Arven, som om de alle var Søskende, Kvinde tager en Trediedel og Mand to Lodder.

Kap. 6. Hvorledes Løsøre skal skiftes, naar der ikke er Børn.

Indgaar en Mand og en Kvinde Ægteskab, og faar de ikke Børn, og en af dem derefter dør, da skal Hus og Løsøre og Købejord skiftes ligeligt mellem den efterlevende og den afdødes Arvinger, Men har de Børn, og Moderen dør, da arver Faderen i Konens (Arve)jord en lige saa stor Lod som det Barn, der faar mest, Søns Lod, hvis der er en Søn, og lige Lod med Datter, hvis der ingen Søn er. Saaledes tager han ogsaa i alt Løsøre, hvis han skifter med sine egne Børn, naar de drager fra ham, Men af Købejorden faar Børnene intet, før de arver deres Fader. Men dør Faderen, og overlever Moderen ham sammen med Børnene, da arver hun intet af hans (Arve)jord, men af Købejorden tager hun lige Lod med Sønnen, hvis der er en Søn, og saaledes ogsaa i alt Løsøre, Men lever Husbonden og hans Hustru sammen i Fællig og køber Jord, og de ikke har Børn sammen, da skal deres Købe-jord skiftes ligesom Løsøret, hvis en af dem derefter dør. Men har Husbonden et Barn, som er Hustruens Stif barn, og det er optaget i Fælliget med dem, og har de købt nogen Jord, efter at det Fællig blev oprettet, da skal den Købejord ogsaa skiftes ligesom Løsøre, hvis en af dem derefter dør, dog saaledes, at hvis Stifmoderen dør først, da skal Faderen, saa længe han lever, beholde den Købejord, som han faar paa denne Maade sammen med sine Børn, der var i Fællig med ham. Siden skiftes den som anden Fædrenejord mellem hans Børn, hvor mange Kuld han end har. Men dør Faderen først, og sidder Stifmoderen og Stifbørnene tilbage, da skal Stifbarnet tage først af den Købej ord, (der er købt) lige siden, det kom i Fællig, og derefter skal alle Mandens Arvinger tage halvt med Hustruen, dog skal den Lod, som Stifbarnet tog, lægges til Fædrenejorden og skiftes som anden Fædrenejord, for al den Jord, som Husbonden køber, hvad enten han er i Fællig med Børnene eller ikke, det kaldes altsammen Fædrene-jord med Undtagelse af den Lod, som Hustruen faar.

Kap. 7. Faderen maa ikke tilbageholde Sønnerne (i Fælliget) med deres Mødrenearv.

SidderSønner i Fællig med Faderen, efter at deres Moder er død, og de er blevet myndige, femten Vintre, da kan Faderen ikke holde dem tilbage, hvis de vil drage fra ham med deres Mødrenearv. Men en Datter kan paa ingen Maade sige sig løs af Faderens Værgemaal, før han giver hende en anden ret Værge, medmindre der tilstøder ham en Svaghed, enten Ælde eller Sindssyge, eller han fledfører sig, for naar han ikke kan være sin egen Værge, kan han heller ikke være Værge for sine nærmeste. Men naar det sker, da skal den, der er nærmest i Slægt, være Værge, medmindre det er en ødeland. De fædrene Frænder skal dog altid være nærmere til at være Værge end de mødrene Frænder.

Kap. 8. En Broder kan ikke beholde en Søster ugift hos sig, saa længe han vil.

En Broder kan ikke beholde en Søster ugift hos sig, saa længe han vil, men hvis en Broder vil beholde sin Søster hos sig - eller en anden Frænde en Kvinde, for hvem han er Værge - for hendes Penges Skyld, naar hun er mere end atten Vintre, og det bevidnes af Frænder, at de kunde skaffe hende et passende Giftermaal, da skal hendes nærmeste Frænder føre Klage over det for Kongen; da kan Kongen med deres Raad gifte hende bort, som det kan være passende for hende, for ligesom hun mister sit Fædrenegods, naar hun gifter sig selv bort og unddrager sig Frændernes Samtykke, kan Frænderne paa den anden Side ikke holde længere paa hende, end indtil hun kommer til sin Lovalder, Har en Mø, der er atten Vintre gammel, eller en Enke paa lovlig Maade paa Tinge krævet, at deres Værge skal bortgifte dem, og vil deres Værge ikke bortgifte dem, og lader de da en Mand ligge hos sig, da har de ikke dermed forbrudt deres Gods. Men deres Værge kan dog rejse Sag mod ham for Lejermaal.

Kap. 9. Hvis et Barn, der er i Fællig, dør.

Hvis et Barn dør i Fællig med Faderen og Moderen, da skal det betragtes, som om det aldrig havde været født. Dør et Barn, og er Moderen tidligere død, da arver Faderen det, hvad enten det er udskiftet fra Faderen eller ej, helt alene, selv om det har Søskende. Men er Faderen død før Barnet, og lever Moderen, og der er Søskende, da tager Moderen ikke mere end et af sine Børn eller Stifbørn, hvis saadanne findes.

Kap. 10. Om Udarvinger.

Findes der Udarvinger, og dør en af dem, der er i Fællig, da skal alt Godset skiftes, som om de alle levede i Fællig, og derefter skiftes den dødes Lod mellem alle Arvingerne.

Kap.11. Hvorledes den ene af flere Helsøskende kan arve mere end den anden.

Naar det gaar saaledes, at det førstfødte Barn arver en af sine Haivsøskende sammen med sin Moder, da tager det, uanset hvor mange Søskende der fødes, forlods alt, hvad det arvede efter sin Halvbroder eller Halvsøster, naar der skal skiftes enten efter Faderen eller Moderen.

Kap.12. At Husbondens Søn, som er i Fællig, ikke har noget Forlods.

Drager Husbondens Søn paa Købmandsfærd udenlands og tjener Penge og ikke er udskiftet fra sin Fader, da skal han, hvis Faderen dør, og han kræver Arv, føre alt, (hvad han ejer), til Skifte eller miste Arven. Men gifter han sig ud af Fælliget og siden bliver rig, da skal han dog arve baade efter sin Fader og Moder, naar de dør.

Kap. 13. Hvis Husbondens Søn fører sin Kone ind (i Fælliget) hos sin Moder og Fader.

Gifter Husbondens Søn sig, mens han er i Fællig, og fører sin Kone ind til sin Fader og Moder, og bliver hans Kones Gods ikke optaget i Fælliget, og han derefter dør, da faar hun, hvad enten han havde Børn (med hende) eller ej, ikke mere end det, hun førte med sig ind i Fælliget, fordi hendes Husbond ikke havde nogen Lod, saa længe hans Fader og Moder levede, medmindre der særligt var givet ham noget i Hænde. Men har han Børn med hende, da skal de blive hos Bedstefaderen og Bedstemoderen og tage Arv efter dem, naar de dør. Men bliver der Uenighed om, hvor meget hun førte med sig, da skal hans Fader med Kønsnævn fastsætte det til saa meget, som han vil.

Kap. 14. Hvad en Fader maa give sit Barn.

Fader behøver ikke at give sit Barn noget i Hænde, saa længe han og Moderen er i Live, men hvis han giver eet Barn noget, da kan han derefter ikke nægte (at give) de andre. Men giver Faderen sit Barn noget, og det Barn selv faar et Barn, da kan hverken Bedstefaderen eller nogen anden, hvis Barnet dør, og Barnebarnet lever, tage det fra Barnebarnet, som Bedstefaderen gav sit Barn.

Kap. 15. Om Medgift.

Gifter en Fader sin Datter bort med Medgift eller giver sin Søn noget i Hænde, naar denne gifter sig, da skal det, de har faaet, fuldt ud fradrages i deres Lod, naar deres Fader og Moder dør. Men hvis de ikke vil nøjes dermed, da skal de føre det tilbage, som de har faaet, og derefter skiftes der, som Ret er. Men hvis de ikke vil føre tilbage skal de miste Arven. Bliver der Strid, om alt er kommet tilbage, skal sagsøgte føre Bevis med Kønsnævn. Men hvis den, der er ude, vil nøjes med sin Lod, som Faderen gav ham, da kan de andre Arvinger ikke tvinge ham til at føre tilbage eller udligne med dem af det, han har faaet, alene med Undtagelse af Jord. Et Barn er altid nærmere til at bevise, at det er i Fællig, end de andre er til at modbevise det.

Kap. 16. Hvis Søskende rejser Klage mod hinanden over, at de er blevet forfordelt (ved Skiftet).

Hvis alle Søskende er i Live, og alle Lodder er udelte, da kan en af dem, hvis han vil, rejse Krav om mere, men dog saaledes, at enhver skal vide, hvor hans Lod faldt, og kræve Udligning med de andre. Tolv af deres Samfrænder skal træffe Mgørelse og aflægge Ed paa, at de ikke kan gøre det rettere. Hvis der opstaar Uenighed mellem forskellige Søskendekuld, skal Samfrænder fastslaa det, de vil, henholdsvis som Fædrenegods, Mødrenegods og Købejord. Er Børn uenige med deres Moder, om hvad der er Fædrenegods, og hvad der er Mødrenegods, og hvad der er Købejord, da skal hun føre Bevis med sine Frænder, for det vidnes da ikke fra Børnene, hvis de overlever deres Moder. Paa samme Maade skal det være, hvis Faderen har Strid med sine Børn, da skal han føre Bevis med sine Frænder,

Kap. 17. At Arv beder Arv.

Arv beder Arv i alle Skifter, hvis der er kommet Arv mod Arv, uanset hvor stor den er paa den ene Side, og hvor lille den er paa den anden. Men er der ikke kommet Arv mod Arv, da skal enhver først udtage sin Arv, som med Vidnesbyrd kan godtgøres at være indkommet, saafremt det ikke er aftalt, at den skal inddrages under Fælliget.

Kap. 18. Hvis sammenbragte Børn er uenige om Løsøre.

Er sammenbragte Børn uenige om (Skifte af) Løsøre, skal man paa begge Sider tilbagelevere, (hvad man har faaet), med Kønsnævn, for naar det ikke længere drejer sig om Strid mellem Søskende, kan Samfrænder ikke træffe Afgørelse.

Kap. 19. Hvis den ældste Broder gifter sig, naar. han er i Fællig med andre Søskende.

Naar mange Søskende er i Fællig, og den ældste, der er deres Værge, gifter sig og fører sin Kone ind i Fælliget til sine Søskende, og de faar Børn, og hans Søskende er myndige og ikke rejser Klage, da skal hans Børn tage fuld Lod i Fælliget. Men er hans Søskende umyndige eller Piger og saaledes enten ikke kan eller ikke har Lov til at rejse Sag, skal de ikke have Skade af deres Broderbørn, der er født i Fælliget.

Kap. 20. Hvis en Mand gifter sig med en Enke.

Gifter en Mand, der ikke selv har Hovedlod, sig med en Enke, og har hun Børn, og bliver der ikke truffet Aftale om hans Optagelse i Fælliget eller foretaget Tinglysning, da skal Børnene, naar der skal skiftes, bevise med Kønsnævn, hvor meget deres Stiffader indførte i Boet, og saa meget skal han udtage først, og derefter skiftes Løsøret imellem dem (i saa mange Lodder), som de var i Fælliget, før han blev deres Stiffader, og han faar ikke mere end sin Kones Lod.

Kap. 21. Om Slegfredbørn.

Et Slegfredbarn skal Faderen føre til Tinget og lyse paa Tinge, at det er hans Barn, og tilskøde det, hvad han vil give det og saa meget, som bliver tilskødet Barnet, beholder det, og ikke mere. Men lyser han det i Kuld og Køn og ikke tilskøder det noget, da tager det halv Lod i Forhold til et Ægtebarn. Men er der ingen Ægtebørn, da tager Slegfredbarnet, der blev tinglyst, Arven efter Faderen. Men faar det nogen Arv efter Faderen, da arver det efter Søskende lige med Ægtebørn, medmindre Faderen forud har kundgiort paa Tinge, at det skulde nøjes med det, Faderen gav det i Hænde, og ikke have mere og ikke arve efter Søskende.

Kap. 22. At alene Faderen kan anerkende nogen som sit Barn.

Den, som Faderen anerkender som sit Barn, kan ingen vrage - og ingen kan paatvinge en Mand et Barn, som han ikke selv har anerkendt - undtagen hans rette Arving. Den Mand, der efter alle Lovens Regler anerkender et Slegfredbarn paa Tinge, skal være ansvarlig for det som for sit Ægtebarn, hvilke Krav der end stilles til det. Men har en Mand et Slegfredbarn, og lyser han det ikke paa Tinge, og det bliver dræbt, da skal de mødrene Frænder tage hele Boden, og de fædrene Frænder og Faderen faar intet, og dør det en naturlig Død, skal Moderen - eller de mødrene Frænder, hvis Moderen er død - og ikke Faderen arve det.

Kap. 23. Hvornaar Arv og Gæld skal kræves.

Hvis nogen vil kræve Arv eller Gæld efter en andens Død, skal han eller hans Bud komme paa tredivte Dag eller paa det Ting, der er nærmest efter, hvis de er inden for Bygden, men er de uden for Bygden, skal Boet henstaa seks Uger. Er de udenlands, skal det henstaa Dag og Aar. Men er han i Kongens Ærinde, skal han rejse Krav om Arv eller Gæld inden tredie Femt, efter at han er kommet hjem. Men har han intet lovligt Forfald - det, som de fleste regner for lovligt Forfald - og vidste, at Arven var der, og ikke rejste Krav, som det er sagt, i rette Tid, skal den, der tog Arven, have Ret til at føre Bevis for, at han tog den med Rette. Men er der ingen rette Arvinger inden for syvende Mand, og der ingen kommer inden Aar og Dag, da skal Kongen tage Arven. Men hvis man ikke finder nogen retmæssig Arving inden tredivte Dag, da skal Arven vurderes og sættes i Forvaring Dag og Aar. Kommer der da ingen, skal Kongen tage Arven og forvare den, lige til rette Arving kommer, Men kommer der ingen rette Arving efter den, da skal Kongen have den. Aar og Dag det er et Aar og seks Uger.

Kap. 24. Hvis en Mand med sit Vidende gifter sig med en Horkone.

Gifter en Mand sig med sit Vidende med en Horkone og bliver viet til hende og faar Børn med hende, da skal de Børn, hvad enten det bliver bekendt for den hellige Kirke eller ej, altid være Ægtebørn. Skilles de senere paa Grund af den kirkelige Ret, da skal de begge tage lige meget af Løsøret, fordi de begge var vidende om deres Forbrydelse. Men vidste hun og ikke han, at det var Hor, og det bliver bekendt, og de skilles, og de har Børn sammen, da skal der fastsættes en Hovedlod for Børnene, og de skal blive hos deres Fader, og hvis de dør, da arver han alene dem, og Moderen arver ikke. Saaledes er det ogsaa, hvis Faderen vidste, at det var Hor, og Moderen ikke, da skal Børnene gaa til deres Moder, og hvis de dør, arver hun dem alene sammen med deres Søskende, og Faderen arver ikke. Men har de ikke Børn sammen, da skal den af dem, der vidste, at det var Hor, hvis vedkommende førte mindre ind i Boet, end den anden i Forvejen havde, ikke have mere end det indførte, hvis de skilles, som det er sagt. Men havde den, der vidste, at det var Hor, mere, da skal den, der ikke vidste, at det var Hor, dog tage det halve af hele Boet.

Kap. 25. Om Horebørn.

Horebørn tager ikke Arv efter deres Fader, selv om han tinglyser og tilskøder dem alt det, han kan, medmindre han giver dem det i Hænde, før han dør. Men har en Mand Slegfredbørn, og han senere ægter Moderen, da er de Børn alle Ægtebørn, selv om de er født før. Træl og Fledføring og Klostermand kan ikke arve.

Kap. 26. Hvis en Mand dør med stor Gæld.

Hvis en Mand, der er i stor Gæld, dør og har overladt alt, hvad han ejer, som Sikkerhed for sin Gæld, enten til Klostermænd eller til andre, skal hans rette Arvinger, hvis de vedgaar Arven paa rette tredivte Dag, udrede al den Gæld, der kræves, eller give Edsbevis paa den dødes Vegne. Men vedgaar de ikke Arven, da skal de, der har modtaget hans til Sikkerhed stillede Gods, udrede Gælden, saa langt hans Gods rækker.

Kap. 27. Hvor længe en Mand kan have en Slegfred hos sig.

Hvis nogen har en Slegfred i Gaarde hos sig i tre Vintre og aabenlyst gaar til Sengs med hende, og hun raader over Laas og Lukke og aabenlyst spiser og drikker med ham, da skal hun være hans Ægtehustru og rette Husfrue.

Kap. 28. Hvem der kan være Værge.

Efter Faderens Død er en fuldvoksen Broder Smaabørnenes Værge. Men er der ingen Broder, da er det Bedstefaderen. Er der ingen Bedstefader, da er det Farbroderen. Er der ingen Farbroder, da er det Morbroderen. Findes der ingen af disse, da skal den nærmeste Slægtning være Værge. Fædrene Fræn-der er altid nærmere til at være Værge end mødrene Frænder, hvis de er lige nær beslægtede og vil værge godt. Men vil de værge daarligt, da skal Kongen sætte den, som han vil, til at være Værge, for Kongen er Værge for alle dem, der ikke selv har en ret Værge. Den, der hærger, maa aldrig være Værge.

Kap. 29. At en Enke maa beholde sine Børn og deres Gods hos sig.

Saa længe en Enke vil sidde uden Mand og ugift med sine faderløse Børn, kan man ikke tage Børnene fra hende, men de lovlige Værger skal dog have Besiddelsen af deres Jord og vogte og føre Tilsyn med den og værge dem med Edsbevis, hvis nogen anden rejser Sag. Moderen skal dog have alt Udbyttet af den og raade derover, som hun vil. Men gifter Moderen sig, da skal Børnene være hos deres lovlige Værge, medmindre de er saa smaa, at de ikke kan undvære Moderens Hjælp, det vil sige, indtil de er syv Vintre gamle. Men efter at hun har giftet sig, skal de lovlige Værger tage Vare paa den Ejendom, som tilhører de Børn, der er hos hende, og give hende Fosterløn og Erstatning for hendes Udgifter. Men sælger Moderen sin egen Jord af Trang, mens hun har dem hos sig, og Betalingen for Jorden forbruges til alles Nytte, da skal hun, hvis hun senere bliver gift, og Børnene drager fra hende, tage saa meget af det uskiftede Løsøre, som Betalingen for hendes Jord udgjorde. Men af deres Jord faar hun intet, medmindre der findes Købejord; da tager hun deraf fuld Erstatning for sin Jord.

Kap. 30. Om Stiffader og Stifbørn.

En Stiffader kan ikke være Værge for sine Stifbørn, medmindre de nærmeste Frænder samtykker, men (i saa Tilfælde) skal han dog enten tage dem i Fællig med sig eller modtage deres Gods efter Vurdering, saa længe han er deres Værge, men han maa ikke afhænde deres Jord eller Huse. Den, der skal være en andens Værge, skal eje lige saa meget med fuld Ejendoinsret at stille som Sikkerhed, som han tager under sit Værgemaal, saaledes at hvis Værgen øder noget af sit Gods, skal han dog have lige saa meget af sit Gods at erstatte af, som lian har under sit Værgemaal. Men øder han mere, end han selv ejer, da kan han ikke være Værge. Den, der er Værge, skal paase, hvor stor Udgift han har af Børnene, og det, der bliver tilovers, skal komme Børnene til fremtidig Nytte. Men bliver der ikke meddelt paa Tinge med Frændernes Samtykke, hvor meget der hvert Aar skal udredes af deres Gods til deres fremtidige Nytte, da har de Ret til, naar de bliver myndige, at kræve den størst mulige Indtægt, som deres Ejendom kan have givet. Dog beregnes der en Trediedel til Værgen for hans Arbejde og hans Udgifter af det, som deres Gods kan have givet i Indtægt. Ingen Værge maa afhænde Jord, der tilhører de Børn, som han er Værge for. Hverken Faaer eller Bedstefader maa afhænde Børnenes Jord, efter at deres Moder er død.

Kap. 31. Hvem der ikke kan være Værge.

Klostermænd og lærde Mænd, det vil sige Præster, Degne og Underdegne, kan ikke være Værger paa Lægmænds Ting. Bryde og Træl og Fledføring kan ikke være Værge for nogen, for de er ikke deres egen Værge.

Kap. 32. Om Pledføring.

Den, der fledfører sig, kan aldrig tilbagekalde det. Men man skal fiedføre sig paa Tinge. Den, der har en Træl eller tager mod en Fledføring, skal hæfte for deres Gerninger. Saarer en Fledføring sin egen Husbond, da betaler Hus-bonden, der blev saaret, Blodbøde, Den, der vil fiedføre sig, skal først lovbyde sig og sin Ejendom til dem, der skal arve ham, men forsømmer han det, da kan de sagsøge ham til (at faa) sin Frihed igen eller til (at komme) til dem, Gør nogen Krav paa en Fledføring, og Fledførelsen ikke er sket paa Tinge, da er han fri uden (at føre) noget Bevis. Den, der er gift, kan ikke fiedføre sig, medmindre Hustruen fledfører sig sammen med ham, eller de er saa gamle, at Biskoppen tillader dem at leve adskilt.

Kap. 33. Hvorledes man skal gifte sig.

Den, der vil tage sig en Kone, skal anmode om hende hos hendes Fader eller hendes Søn, hvis han er fuldvoksen, eller hendes Broder. Men findes der ingen af disse, da skal han modtage hende af den nærmeste Slægtning, men det skal dog være med hendes Samtykke og Vilje. Men har Kvinden ingen Frænder, kan hun bede, hvem hun vil, om at give hende til Ægte. Men har hun saa nære Frænder, at de er hendes rette Værger, saasom Fader, Broder, Søn, Bedstefader, Farbroder eller Morbroder, og hun giver sig selv til Ægte uden deres Samtykke, da skal de have Raadighed over hendes Ejendom, saa længe hun lever. Men bliver hun voldtaget, har hun ikke af den Grund forspildt sit Gods.

Kap. 34. Hvem der maa afhænde Jord.

En Bonde maa sælge sin egen Jord, til hvem han vil, hvis han først har lovbudt den paa tre Ting til sine nærmeste Frænder. Fædrenejord skal tilbydes de fædrene Frænder og Mødrenejord de mødrene Frænder. Men skøder han, før han lovbyder, da kan hans nærmeste Frænder omstøde Salget, og han har forbrudt tre Mark (baade) til Kongen og til Bonden. Men siger Sælgeren, at Jorden var lovbudt, skal han give tolv Mænds Ed.

Kap. 35. Om Konens Jord.

Husbonden maa ikke sælge sin Kones Jord, medmindre han har lige saa god Jord at stille som Sikkerhed og har, Barn med hende. Men sælger en Husbond sin Kones Jord og køber anden Jord, skal hun tage Erstatning af Købejorden, saa vidt den slaar til. Men er der mere Købejord, end der blev solgt (af hendes Jord), skal det skiftes mellem alle Arvingerne. Men er der ikke tilstrækkelig Købejord, da skal hun tage Erstatning af Husbondens Fædrenejord.

Kap. 36. Hvor gammelt et Barn skal være, før det maa afhænde sit Gods.

En Dreng maa ikke sælge sin Jord eller paa anden Maade afhænde den, før han er atten Vintre gammel, men en Pige maa aldrig sælge sin Jord, medmindre hun bliver saa fattig, at hun sælger for at opholde Livet. Da skal der sælges med de nærmeste Frænders Samtykke, men dog ikke mere paa een Gang end for en halv Mark Sølv i eet Aar. En Enke maa med sine Frænders Samtykke baade sælge og mageskifte sin Jord. Sælger Husbonden sin egen Jord og forbruger den i Fælliget, da skal Hustruen ikke erstatte den. Men sælger han baade sin og sin Kones Jord paa Grund af Fattigdom, maa hun bære Tabet, fordi de skal have Føden af det, de begge ejer.

Kap. 37. Hvor Jord skal købes.

Paa Tinge skal man skøde Jord og ikke andetsteds, det vil sige paa Herredstinget i det Herred, hvori Jorden ligger, eller paa Sysseltinget eller paa Landstinget, for Tingsvidne er saa bindende, at der ikke kan gives Bevis imod det.

Kap. 38. Om Tingsvidne.

Tingsvidne vil sige, at de gode Mænd, der var til Stede paa Tinget, aflægger Vidnesbyrd om, hvad de hørte og saa. Færre end syv Mænd kan ikke holde Ting. Saa mange Mænd udgør ogsaa et fuldt Tingsvidne. Skal den Jord, som bliver givet til Kirken, sælges, kan hvem der vil, købe den, for alle kristne Mænd skal være Brødre.

Kap. 39, Om Sjælegave.

DenHustru, der har en Mand og Barn med ham, maa ikke give mere i Sjælegave, end Husbonden giver sit Samtykke til. Men rejses der Klage over en saadan Sjælegave, enten af et Kloster eller af andre Mænd, da har Husbonden Ret til at føre Bevis for, at han ikke gav sit Samtykke til mere, end det han (nu) indrømmer. Men har hun ingen Børn med ham, da kan hun give sin halve Hovedlod for sin Sjæl.

Kap. 40. Hvis en Mand sælger sin Jord, og Betalingen ikke bliver anbragt i Jord.

Sælger en Mand sin Jord for rede Penge, og de ikke alle bliver anbragt i Jord, da skal det, der findes i Jord, betragtes som Jord, og det, der findes i Penge, som Løsøre. Men hvis Husbonden først køber Jord for Løsøre og derefter sælger sin egen Jord til sit og sin Hustrus Underhold, da skal - hvis der findes Købejord - det, der er købt, gives Hus-bonden i Erstatning for hans Fædrenejord. Er der købt mere, end Husbonden solgte, skal det skiftes mellem Arvingerne. Er der mindre, skal han tage Erstatning af Løsøret. Er der intet Løsøre, maa han selv bære Tabet.

Kap. 41. Hvis en Mand sælger uden Hjemmel.

Hvis nogen sælger Jord uden Hjemmel, og den søges tilbage, skal Sælgeren tilbagebetale Købesummen og bøde tre Mark baade til Bonden og ligeledes til Kongen, fordi han solgte uden Hjemmel. Men den, der sælger Jord til en anden, skal hjemle og værge den for ham med sine Frænder, lige indtil Køberen har tre Vintres Hævd paa den, for Lovhævd er ikke mindre end tre Vintre. Derefter skal Køberen værge den med sine egne Frænder, medmindre der rejses Krav om den af nogle, der ikke var myndige, eller af en Kvinde, der ikke havde ret Værge, eller hvis de Mænd, der havde den i deres Værge, var uden for Landet paa den Tid, da Jorden blev solgt.

Kap. 42. Hvis der opstaar Strid om, hvorvidt der blev solgt mere eller mindre.

Sælger en Mand Jord til en anden, og de bliver uenige om, hvorvidt han købte mere eller mindre, og Køberen har faaet Lovhævd paa den, uden at der er rejst noget Krav, da har han Bevisretten over for Sælgeren. Men bliver de uenige inden tre Vintre, da skal Tingsvidne afgøre Sagen. Men er der intet Tingsvidne, da er Sælgeren nærmest til at føre Bevis.

Kap. 43. Hvis en Mand paastaar, at han har købt baade Søsters og Broders Jord.

Paastaar en Mand, at han har købt baade Søsters og Broders Jord, og hun er ugift og i Fællig med Broderen, og der ikke er Tingsvidne paa, at begge blev særskilt nævnt, da har Sælgeren Ret til at føre Bevis for, at han ikke solgte mere end sin egen Lod. Men kan han ikke føre Bevis, skal han bøde tre Mark. Men en Søster beholder altid sin Jord, medmindre hendes rette Værge eller hun selv har afhændet den.

Kap. 44, Hvorledes man skal værge Jord.

Det tilkommer alene Kønsnævn at værge Jord. Er en Bonde uenig med Kirken om Jord, og er Jorden mere end en Mark Sølv værd efter ret Byvurdering, skal Sandemændene træffe Afgørelse derom. Men er Jorden en Mark Sølv eller mindre værd, og har Bonden den i sin Besiddelse, da skal han værge den med Kønsnævn, men hvis Jorden er i Kirkens Besiddelse, skal Kirkeværgerne og andre af de bedste Sogne-mænd, saa at de er tolv, sværge Kirken den til eller fra. Har Bonden haft Kirkens Jord i sin Besiddelse i fyrretyve Vintre, skal han ikke føre Bevis over for Kirken. Men har Kirken haft Bondens Jord ubestridt i sin Besiddelse i tredive Vintre, skal den ikke føre Bevis over for Bonden, hvis der ikke (før) er rejst noget Krav.

Kap. 45. Hvis man er uenig i en By eller et Bol.

En Mand, der siger, at han har mindre af Bolet, end der tilkommer ham, bringer hele Bolet til Rebning. Men er et Bol uenigt med et andet Bol, bringer det hele Byen til Rebning.

Kap. 46. Om Ornum i Byen.

Er der Ornum i Byen, skal det have været der fra Arilds Tid og være særskilt afmærket som saadant, enten med Sten eller med Pæl eller med Grøft. Det rebes ikke med Byen, fordi det er hele Byen uvedkommende. Men opstaar der Uenighed om, hvorvidt noget er Ornum eller en Del (af Bymarken), hvis det henligger ubebygget, skal den, der har det i sin Besiddelse, bevise med Kønsnævn, at det er hans Ornum, og at det ikke skal skiftes sammen med Byen. Men er det ikke afmærket med Sten eller med Pæl, skal det under-kastes Rebning.

Kap. 47. Hvis en Torp er uenig med Adelbyen.

Er en Torp anlagt ude paa Marken, og Agerland og Eng er helt fælles (for Torp og Adelby), og man er uenige om, hvad der hører til Torpen, og hvad der hører til Adel-byen, da skal de, der bor i Adelbyen, føre Bevis. Og hvis de, der bor i Adelbyen, finder, at Torpen er til Skade for dem, da kan de kalde Beboerne i Torpen tilbage, hvis Skaden er utaalelig for dem. Vil de ikke drage tilbage, skal der fastsættes en Lovdag for dem paa Tinge, da de skal drage tilbage. Bliver de boende, efter at det paa lovmæssig Maade er krævet, at de skal flytte tilbage, skal de bøde Kongens Ret. Men hvis de har tre Vintres Hævd paa deres Bebyggelse, uden at der er rejst Klage paa Tinge, da kan man ikke ved Retssag tvinge dem til at flytte tilbage.

Kap. 48. Hvis en Mand bosætter sig i Vangen.

Hvis nogen fra Adelbyen bosætter sig i Vangen, da skal han, selv om han bygger paa sin egen Grund, skaffe sig Forte og Fægang paa sin egen Jord skadesløst for alle Ejerne eller igen flytte tilbage til Adelbyen.

Kap. 49. Om Rebning af Jord.

Ingen i Byen maa undslaa sig for Rebning, hvem der end stiller Krav derom. Hvis nogen vil bevise, at han har Stuf eller Særkøb i en Del (af Bymarken) eller i Byen, skal han dog tillade, at der foretages Rebning, men han skal have lige saa meget (ved Rebningen), som han havde, før han eller hans Forfædre fik det Særkøb eller Stuf, og det skal ikke komme nogen Mand til Skade undtagen den, der bør bære Tabet, det vil sige Sælgeren. En Mand er altid nærmere til at bevise sin Ret til Rebning, end hans Modpart er til at modbevise den.

Kap. 50. Hvorledes man ad retslig Vej skal fremtvinge Rebning.

Den, som ad retslig Vej vil fremtvinge Rebning, skal først rejse Klage paa Tinget over, at han er forfordelt af sine Medejere og har mindre, end han bør have, og forlange Ud-ligning ved Rebning. Da skal der fastsættes et Ting for ham og hans Modpart, (det skal være) det nærmest følgende Ting, hvis de bor inden for Herredet. Bor nogen uden for Herredet, da fastsættes et Ting en halv Maaned efter. Sagsøgeren skal stævne den sagsøgte fem Nætter før Tinget i hans Hus med to Mænd. De skal ogsaa vidne paa Tinget, at han var lovlig stævnet. Kommer den indstævnede til Stede og svarer, da fastsættes en Frist paa fem Dage af Tinget for dem til at rebe den Jord, hvorom de er uenige. Der skal udtages Tinghøringer, som er gode og paalidelige Mænd, til at være til Stede og paase, om den sagsøgte tilbyder Retfærdighed. De skal paa Tinget sige, hvad der er sket paa Lovdagen, og efter deres Vidnesbyrd skal man fastsætte Rebning, hvis det er nødvendigt, eller dømme, at det, som Tinghøringerne var enige om, skal staa fast, Har den sagsøgte Forfald paa Genmæletinget og ikke selv kan komme, da skal der fastsættes et andet Ting for ham, men længere end til tredie Ting maa der ikke meldes Forfald, medmindre han ligger i Sygeseng, saa at han ikke kan komme, eller er i Kongens Tjeneste eller Ærinde eller uden for Landet paa Pilgrimsfærd eller er stævnet for en højere Reteller til højere Forsvar, eller han skal værge sin Jord, og det er hans rette Lovdag. Disse Omstændigheder er lovligt Forfald i alle Retssager, men hvis man tager til Genmæle paa Tinget, kan alle Forfald dog hindre Lovdagen undtagen alene Pilgrimsfærd. Men ved-tager alle Ejere Rebning paa Tinget, kan een Mand eller to ikke senere forhindre den.

Kap. 51. At ingen maa bebygge Forten.

Ingen Mand maa bygge paa Forten, for Forten tilhører alle. Den, der er Medejer i Byen, kan altid, af hvad Størrelse hans Ejendom i Byen end er, rejse Sag angaaende Forten, hvis nogen har formindsket eller forringet den. Alle lofter, der ligger i Byen, baade gamle lofter og svorne lofter, skal have Forte. Det er en svoren loft, hvis alle Mænd tager en Del, som før var Agerland, og gør den til Toft, dog saaledes, at der af den samme svorne loft ogsaa skal gøres Forte. Naar der bor Mænd uden for Adelbyen, skal de skaffe sig Forte af deres egen Grund. Men er alle flyttet fra Moder-byen, og der sidder en tilbage, da er han nærmere til at kalde dem tilbage, end de er til at kalde ham bort, medmindre han tier og taaler det for længe, det vil sige tre Vintre, uden at der er rejst Klage. Bliver hele Byen øde, skiftes det, der før var Forte, som anden Jord til By og til Bol.

Kap. 52. Hvad tolv Lodsejere skal sværge om.

Tolv Lodsejere skal vidne med deres Ed (om Grænser) mellem loft og Forte, mellem loft og Agerland og mellem Skov og Agerland og mellem Aasene og Agerenderne indbyrdes og om Kongens Hovedvej, Men er der ikke tolv Mænd i den By, da skal man udtage af den By, der er dem nærmest, indtil der er tolv. Hvad de tolv sværger, efter at de er lovlig tilsagt, paa den rette Lovdag, som er fastsat paa Tinge, det skal staa fast; men er de uenige, da skal det staa fast, som de fleste udtaler om det, hvorom Striden drejer sig. Men sværger seks et og seks noget andet, da skal der udtages endnu tre, og det, som de to af dem slutter sig til, skal staa fast. Selv om der kommer flere Nævninger til, skal det, som de første fastslog, staa ved Magt. Enhver Mand, der bor i Byen, skal og kan sværge sig til Forte og Udgang, hvis han har tre Vintres Hævd paa sin Udgang, uden at der er rejst Indsigelse,

Kap. 53. Hvis en Mands Skov og en andens Mark støder op til hinanden.

Støder en Mands Skov og en anden Mands Mark op til hinanden, da naar Skovejerens Ejendomsret saa langt, som Grenene rækker, og Rødderne rinder, medmindre det er Almindingsskov, for der ejer Kongen Jorden og Bønderne Skoven.

Kap. 54. Om Mageskifte.

Ingen kan tvinge en anden til Mageskifte mod hans Vilje.

Kap. 55. Hvis en By skal solskiftes.

Skal en By solskiftes, da skal enhver opgive sin Besiddelse i hele Markjorden, medmindre det er Ornum eller Kirkestuf eller en Mands Særkøb, om hvilket man ikke ved, i hvis Lod det skal gaa fra. Man maa hverken øge eller mindske en Del, hvori der ligger Stuf. Derpaa rebes først Tofterne, der ligger i Byen, saaledes at ingen kan rejse Indvending. Men kommer en Mands Jord, som han har faaet tildelt ved Rebningen, til at ligge, hvor en anden Mand har en Bygning, og den, der bor derpaa, ikke vil flytte derfra, da har den, der gør Krav derpaa, Ret til at tage lige for lige af hans ubebyggede Jord, hvor han vil paa Marken. Man skal værge Landbotoft som den Toft, hvorpaa man selv bor, og paa samme Maade Gaardsædetoft og en hvilken som helst Toft, hvorpaa der er en Bygning, som er bygget, før der blev rejst Sag om Rebning af Marken. Men bygget en Mand paa en anden Mands Jord enten Hjelm eller andre Huse, da maa den, der ejer Jorden, ikke nedbryde de Huse, undtagen alene efter Tingsdom og efter tre Lovdages Frist. Men rømmer den, der byggede det, til første Lovdag og giver Edsbevis paa, at han mente, det var hans eget, skal han være sagesløs. Men lader han Sagen komme til Dom, skal han bøde tre Mark til Bonden og ligesaa til Kongen. Ligesom Tofterne i Byen skiftes, skal hele Mark-jorden skiftes. Det samme gælder, naar et Gærde ad retsug Vej skal flyttes, som naar et Hus skal flyttes.

Kap. 56. Om Veje.

Til hver By skal med Rette føre fire Veje, de, som fra Arilds Tid har ført derhen, og dem maa ingen spærre eller ødelægge; men den, som spærrer eller ødelægger dem, skal bøde tre Mark til Kongen og dog gøre Vejen godt farbar. Paa hver Bymark skal de Ejere, der bor paa Marken, istandsætte den offentlige Hovedvej. Men er den meget ufarbar, enten paa Grund af Mose eller store Aaer, da skal hele Kirke-sognet være behjælpelig med at bygge Bro, hvis det er nødvendigt. Men er det hele Herredets Vej, da skal hele Herredet hjælpe med til at bygge Bro og senere med at holde den. Ingen maa lukke eller spærre svorne Veje, der fører til Købstad eller Ting eller Strand eller til Skov. En Hovedvej skal være fjorten Alen bred, men Forte skal være femten Favne bred eller saa bred, som alle Ejerne vil nøjes med.

Kap. 57. Hvorledes man skal bygge Mølle.

En Mand maa ikke opføre Mølle fra ny, medmindre han har Dæmning og Dæmningssted, saaledes at der ikke sker Oversvømmelse paa en anden Mands Ager eller Eng, eller man ved Opstemning af Vandet ødelægger de gamle Møller, der er Møller fra Arilds Tid. Bliver en Mølle opført uden Indsigelse, og uden at der rejses Klage over den af nogen, og den, der opførte den, faar Lovhævd paa den, da skal han føre Bevis for Flod og Flodsted og Dæmning og Dæmningsdige med Kønsnævn. Lovhævd er tre Flodmaal, uden at der er rejst Klage. Gøres der Indsigelse, før Møllen bliver bygget, eller før den, der byggede den, har Lovhævd paa den, da skal Synsmænd udmeldes for at undersøge, om den bevirker Oversvømmelse paa sin egen eller paa andre Mænds Grund, for ingen maa fremkalde Oversvømmelse paa anden Mands Jord uden hans Vilje og heller ikke grave eller bygge Hus paa den. Den samme Lov gælder om Fiskedam som om Mølle. Man maa ikke lede Vandet fra den Rende, hvor det har været fra gammel Tid, bort fra anden Mands Mølle eller Fiskedam eller fra en anden Mands Jord.

Her ender første Bog.

Her begynder anden Bog.

Kap. 1. Om Sandemænd.

Der skal være otte Sandemænd i hvert Herred, to i hver Fjerding. Dog maa der ikke være mere end een af noget Fællig. Hver af dem skal have Ejendom i den Fjerding, hvor han er Sandemand, og i det mindste være Fællesbryde og ikke Landbo. Ingen kan afsætte dem, medmindre de forbryder deres Hovedlod ved at sværge falsk, eller de tager mere Hesteleje, end de skal. Dog maa ingen have baade Forlening og Sandemandshverv i samme Herred.

Kap. 2. Hvad Sandemænd skal sværge om.

Sandemænd skal sværge om Manddrab, om Mhug, om Voldtægt mod Kvinder, om Hærværk, om Markeskel, om Saar, om Kirkegods, hvis det drejet sig om mere end en Mark Sølv, og om Frihedsberøvelse.

Kap. 3. Hvorledes de skal sværge.

Sandemænd skal sværge paa Landstinget om Manddrab, Voldtægt mod Kvinder, om Hærværk, om Mhug, og hvis en Mand med Vold bliver berøvet sin Frihed, men paa Herredstinget om Sag mod en Bonde, om Kirkegods og om Saar; om Markeskel paa det Sted, hvor den omstridte Jord ligger.

Kap. 4. Hvorledes de skal indsættes og afsættes.

Kongens Brev skal lyse dem til at være Sandemænd paa Herredstinget i det Herred, hvor de skal være Sande-mænd, og Kongens Ombudsmand skal tage dem i Ed, og de skal sværge saaledes, naat de tages i Ed, at Gud skal hjælpe ham, saa sandt som han ikke for Gods eller paa Grund af Slægtskab eller af Partiskhed vil gøre andet i sit Sandemandshverv end det, han ved er rettest og sandest.

Kap. 5. Hvis de tager mere end ret Hesteleje.

Bliver Sandemænd overbevist om, at de tager mere i Hesteleje, end de har Ret til, da har de for det første forbrudt deres Hovedlod og dernæst deres Sandemandsstilling. Deres rette Hesteleje er en halv Mark Sølv til alle otte. Selv om en af dem modtager den halve Mark Sølv, skal han dele den med alle de andre. Den, der kræver Medvirkning af Sandemænd, skal give dem Hesteleje, hvad enten de sværger med ham eller imod ham eller overhovedet ikke sværger. Paa det samme Ting, hvor de skal sværge, skal de modtage deres Hesteleje med Tingsvidne. Da kommer der ikke senere Retstvist derom. Men tilbageholdes Hestelejen længere, kan der rejses Ranssag om den.

Kap. 6. Hvornaar de skal sværge.

Paa mindre end seks Uger kan en Retssag, hvori Sande-mænd medvirker, ikke afsluttes, fordi der kræves tre Ting med en halv Maaned mellem hvert. Paa det første Ting skal man lyse sin lovlige Sag og det, man vil svare for. Da skal Tingmændene fastsætte et Ting for Parterne en halv Maaned derefter og stævne Sandemændene dertil. Paa det tredie Ting skal den ene Part da rejse Sag og den anden svare, og man skal lade Vidner bevidne, at Sandemændene er lovlig tilsagt til at sværge. Da skal der gives Dom for, at de skal sværge. Uden Dom skal de ikke sværge. Efter at Dommen er afsagt, kan de ikke undlade det, men de skal sværge om Sagen, hvis de ikke vil have deres Hovedlod forbrudt. Sandemænd og Ransnævninger maa træffe Afgørelse i de Sager, hvortil de er lovlig tilsagt, paa alle de Tider af Aaret, da der holdes Ting, for Mordere og Tyve og Ransmænd skal aldrig have Fred, fordi de (selv) ikke lader nogen i Fred.

Kap. 7. Hvis Sandemænd er uenige.

Er Sandemændene uenige, da skal det staa fast, som de fleste udtaler, med den ene Undtagelse, at otte af de bedste og paalideligste Mænd i Bygden og Biskoppen vidner, at de har handlet mod Loven eller gjort Uret eller begge Dele. Men selv om de alle sværger det samme, og det dog er saa aabenbar Mened, at alle ved, at det var Mened, saasom hvis de sværger, at en Mand er en anden Mands Drabsmand, og han ikke var i Bygden, da den anden blev dræbt, og ikke i det Land, da kan de dog godt forbryde deres Hovedlod, for Sandheden skal altid være stærkere og kærere end Bevis ved Ed. Men hvis de fleste gode Mænd i Bygden ikke rejser Sag mod dem, og de alle sværger det samme, da skal det staa fast. Sværger nogle paa et Ting, og de andre ikke er paa Tinget, da skal de godtgøre, at de havde Forfald, at de enten ikke vidste, at der holdtes Ting, eller at de havde lovligt Forfald, da skal de sværge paa det første Ting, der holdes derefter, eller godtgøre, at de har Forfald, saaledes som før er sagt. Men sværger de ikke paa det tredie Ting, efter at de andre har svoret, har de forbrudt deres Hovedlod, hvis de var inden for Landet og ikke laa i Sygeseng.

Kap. 8. Om Manddrab.

Bliver en Mand dræbt om Torsdagen før Middag eller en hvilken som helst Dag før Torsdag, og er der Landsting paa den første Lørdag derefter, da skal Frænderne lyse det paa dette Ting. Men bliver en Mand dræbt om Torsdagen efter Middag, da skal de vente til det andet Ting derefter.

Kap. 9. Hvis Sagen ikke lovligt forfølges.

Forfølges Sagen ikke lovligt, og der ikke lyses i Overensstemmelse med Loven, og det rette Ting gaar over, da kan man ikke rejse Sag uden Kongens Tilladelse. Men giver Kongen ikke Tilladelse til, at Sagen rejses, da kan Sagsøgeren ikke faa mere end ret Mandebod, det er tre Gange atten Mark Penge eller fuld Værdi for saa mange Penge, eller Kønsnævn, hvis den sagsøgte nægter. Men hvis den, der skal rejse Sagen, ikke gør det paa det rette lovlige Ting og ikke faar Tilladelse af Kongen til at rejse Sagen inden Dag og Aar, da kan Kongen fastsætte Bøder for den sagsøgte, hvis han vedgaar, men nægter han, skal han forsvare sig med Kønsnævn. Men vil Sagsøgeren ikke tage mod nogen af disse Vilkaar, som er omtalt, da har Kongen Ret til at erklære den sagsøgte og hans Frænder sagesløse og fri for Tiltale i den Sag, for ingen skal føre Sag af Ondskab mod en anden Mand.

Kap. 10. Hvis Kongen giver Tilladelse til at rejse Sag.

Giver Kongen Tilladelse til at rejse Sag, da skal den, der forfølger Sagen, lyse paa Landstinget med Kongens Brev, at han har faaet Tilladelse til at rejse Sag efter sin døde Frænde, og paa det Ting skal han bekendtgøre den dødes Banemands Navn, som om Drabet var sket i den nærmest foregaaende Uge, og derefter forfølge Sagen, saaledes som der før blev sagt om Manddrab. Men hvis nogen faar Kongens Brev med Tilladelse til at rejse Sag og gemmer det tre Ting over, da skal det ikke være ham til Nytte.

Kap. 11. Hvilke Sandemænd, der skal medvirke.

Hvor en Mand end bliver dræbt, hvad enten det er i Købstad eller paa Landet, og hvorfra han end er, skal altid de Sandemænd sværge, som er Sandemænd der, hvor Gerningen blev gjort. Det samme gælder om alt, hvorom Sandemænd skal sværge.

Kap. 12. Hvorledes de skal sværge.

Vil Sandemænd sværge en Mand til Bøder, skal de bede Gud hjælpe sig, saa sandt som han hævnede enten Saar eller Hug eller var nødt til at værge sit eget Liv eller sit eget Gods og derfor skal beholde sin Fred. Men vil de sværge ham fredløs, da skal de sværge, at han dræbte sagesløs Mand og derfor skal miste sin Fred. Men hvis en Drabssag bliver lyst paa Landstinget, da skal Sandemændene udfinde, hvem der er Drabsmanden, eller hvad der voldte den dræbtes Drab og Død.

Kap. 13. Om Tegngæld.

Aftales der Mandebod hjemme, og der ikke bliver svoret iSagen (af Sandemænd), da skal Kongen have Tegngæld, det er tolv Mark Penge. Men sværges en Mand til Bøder, da tager Kongen ikke mere end Blodbøde. Men flyr han som fredløs eller dør, da skal Kongen af hans Bo have tre Mark i Blodhøde. Det samme skal han have, selv om han beholder sin Fred.

Kap. 14. Om Afhug.

Vil Sandemænd sværge en Mand fredløs paa Grund af Afhug, da skal de sværge, at han greb en sagesløs Mand og satte ham i Stok og mishandlede ham og lige saa godt kunde have taget hans Liv som hans Lemmer og af den Grund skal miste sin Fred. Men vil de sværge ham til Bøder, da skal de sværge, at i den Kamp, hvor de mødtes, vilde han ikke tage den andens Liv eller Lemmer, men det skete ved Vaade, hvorfor han bør beholde sin Fred.

Kap. 15. Om hvilke Afhug Sandemænd skal sværge.

Om alle Afhug, saavel hvis det drejer sig om øje som om andet, skal de sværge. Hvor der skal bødes Fjededels Mandebod for et Afhug, kan en Mand sværges fredløs derfor.

Kap. 16. Om Voldtægt mod Kvinder.

Rejser man Sag paa Grund af en Kvinde, der er voldtaget, og vil Sandemændene sværge Gerningsmanden fredløs, da skal de sværge, at hun blev taget med Vold mod sin Vilje og taget til Spotkone, og at den, der forgreb sig paa hende, derfor skal være fredløs. Men ved de, at hun ikke blev voldtaget, da skal de sværge, at han ikke tog hende med Vold, og at det ikke var mod hendes Vilje, og at han derfor bør beholde sin Fred.

Kap. 17. Hvis en Kvinde bliver voldtaget.

Hvis en Kvinde siger, at hun er voldtaget, saa snart hun er undsluppet Gerningsmanden og har sin Frihed, da skal hun fremføre Klage over den Vold, der er overgaaet hende, for Granderne og Grandekvinderne paa Kirkestævne og derefter paa Tinge. Da er det nok troligt, at der er overgaaet hende Vold, og Sandemændene er da pligtige til at sværge om en saadan Sag. Men finder hun sig deri og tier, efter at det er aabenlyst og bekendt for Granderne og Grandekvinderne, at den Mand har haft den Kvinde, eller hvis hun bliver med Barn og ikke klager før, da er det sandsynligt, at hun ikke blev voldtaget, selv om der ellers er handlet ilde med hende, og da behøver Sandemænd ikke at medvirke. Hvis der rejses Sag mod nogen for Voldtægt, og Sande-mændene sværger ham sagesløs, da er Sagsøgeren udelukket baade fra Bod og ligeledes fra (at kræve) Bevis i Lejermaalssag, fordi det større Bevis altid udelukker det mindre.

Kap. 18. Om lønligt Samleje.

Lader en Mø - eller en anden Kvinde - nogen ligge hos sig i Løndom med sin Vilje, og det bliver bekendt, da kan hendes Frænder, selv om hun tier og ikke anklager nogen, dog rejse Sag mod den, som de vil beskylde for den Gerning, og faa enten Frændeed af ham, hvis han nægter, eller ni Marks Bøde, hvis han tilstaar, eller fælde ham ved Edsbevis eller sagsøge ham til at miste sin Mandhelg, hvis han ikke vil staa til Rette. Men efter at Frænderne een Gang har taget mod Bøde for hende, kan de ikke, hvis hun derefter skikker sig ilde og forlader den ene og tager en anden, hver Gang tage mod Bøde for hende, medmindre der bliver begaaet Vold imod hende. De, der er nærmest til at være Værge, og ikke nogen anden skal rejse disse Sager, og af den Bøde tager hun intet, fordi det skete med hendes egen Vilje, og heller ingen af hendes Slægtninge undtagen hendes rette Værge, som skulde raade for hendes Giftermaal.

Kap. 19. Hvis en Kvinde dør paa Grund af Barnefødsel.

Dør enten en Mands Hustru eller hans Slegfred paa Grund af Barnefødsel, da skal Sandemændene ikke træffe Afgørelse om hendes Død, fordi Barnet ikke blev avlet med hende uden hendes egen Vilje.

Kap. 20. Om Slegfreddatter.

Bliver en Mands Slegfreddatter beligget, og hun ikke er tinglyst, da maa ingen af hendes Slægt paa fædrene Side rejse Sag derfor, men de, som er nærmest paa mødrene Side og skulde raade for hendes Giftermaal, (skal gøre det). Den Søn, som en Kvinde undfanger i Løndom, faar ikke noget af den Bod, som hans Fader erlægger i Lejermaalsbøde for hans Moder.

Kap. 21. Om Markeskel.

Er man uenige om Markeskel, da skal Sandemændene i det Herred fastsætte Skellet enten med Stok eller med Sten og derefter sværge paa det Sted, hvorom Striden drejer sig, at de har gjort Ret. Men hvis det Skel, man er uenige om, baade er Markeskel og Herredsskel, skal fire af det ene Herred og fire af det andet Herred de, der bor nærmest - træffe Afgørelse derom efter deres bedste Overbevisning og sværge, at de har gjort Ret, og derefter lyse det paa Tinge. Men er der nogen Erindring om, at der tidligere er svoret derom, og lever nogen af de Mænd, der svor, da skal der ikke sværges mere derom. Men har man ingen Erindring om, at der tidligere er svoret derom, og Kongen vil lade ride Markeskel, da skal det ogsaa have fuld Gyldighed, dog maa det ikke ske uden Varsel, saa det er ubekendt for nogen af dem, der er Part i Sagen. Sikrere er det dog, at Markeskellet sværges, end at det rides, for de, der bor nærmest, ved altid bedst Besked. Gaar Markeskellet saaledes, at nogle, der bor i den ene By, har købt (Jord) i den anden By, da skal de rejse Krav om, hvad de har købt, paa deres Genmæleting - det er Tinget, før der bliver svoret, eller før Kongen lader ride Markeskel - og gøre Krav paa den købte Stuf og vedgaa Markeskellet, (før der bliver svoret derom). Da skal de værge deres Køb med Kønsnævn, hvis det er mærket med Sten eller med Grøft, uanset om der sværges Markeskel andetsteds. Men rejser de ikke Krav om deres købte Stuf og ikke vedgaar Markeskellet, før det bliver svoret, da nytter det dem ikke senere at rejse Krav.

Kap. 22. Hvis en Mand bliver fredløs.

Bliver en Mand svoret fredløs, og vil hans Modpart ikke tage mod Bøder, da skal han flygte fra Landet inden Dag og Maaned. Flygter han ikke, da kan Kongen lægge Beslag paa hans Gods, og Kongen maa ikke tage Fredkøb af ham, før han er blevet forligt med den dødes Slægt. Men flygter han fra Landet eller dør, da skal hans nærmeste Frænder bøde to Rater, men trodser han og bliver i Landet, da skal hans Frænder alligevel bøde to Rater. Den, der er nærmest paa fædrene Side, saasom Faderen eller ældste Søn eller, hvis disse ikke findes, andre Frænder, skal tage mod Bidrag af de fædrene Frænder og bøde en Rate paa den fædrene Side. Men den nærmeste paa mødrene Side saasom Broder eller andre nærmeste Frænder paa mødrene Side, hvis der ingen Broder findes, skal tage mod Bidrag af de mødrene Frænder og bøde en Rate. Men har den, der er flygtet som fredløs, to Brødre, der selv har Gods og lovligt kan staa til Ansvar derfor, da er den ældste af dem Formand i den Rate, der bødes paa den fædrene Side, og den yngste Formand i den Rate, der bødes paa den mødrene Side; men er der kun een Broder, da er han Formand i den Rate, der bødes paa fædrene Side. Men har den fredløse to Sønner, da er de nærmest til at udrede de to omtalte Rate?, dog skal den ældste udrede den Rate, der skal bødes paa den fædrene Side. Meå er der kun een Søn, da skal han udrede den Rate, der skal. bødes paa den fædrene Side, og den anden erlægges af den, der er nærmest paa den mødrene Side.

Kap. 23. At et Kloster ikke maa modtage fredløs Mand.

Et Kloster maa ikke modtage fredløs Mand. Men hvis et Kloster tager mod en Mand, der er lovfældt af en eller anden Grund, da skal det bøde fuldt for hans Forseelse, hvis han er Munk eller Klosterbroder, eller udlevere ham, hvis han er i verdslig Klædning.

Kap. 24. Om ejendomsløs Mand.

En ejendomsløs Mand kan man ikke tvinge til at udrede Ættebod. Den Mand er ejendomsløs, som ikke selv har Hus og Jord og ikke udreder Leding og Landeværn. Men er to Mænd uenige om, hvem af dem der er nærmest til at udrede Ættebod, da skal den, der først kræves, enten gaa ind paa at bøde den Rate eller med Kønsnævn udpege en anden af den fredløses nærmeste Frænder som nærmere end ham

Kap. 25. Hvem der skal bøde med en anden.

Den, der er længere ude i Slægt end fjerde Mand, behøver ikke at bøde, uden han selv vil. Paa samme Maade skal, hvis Bod modtages, de, der er længere ude end fjerde Mand, ikke tage noget, medmindre Frænderne vil give dem det. Lærde Mænd og Kvinder bøder ikke og tager ikke mod Bod, hvor nær de end er i Slægt, for de maa ikke hævne sig paa nogen, og ingen maa hævne sig paa dem. Er lærde Mænd eller Kvinder den dræbtes nærmeste Arvinger, da skal de modtage en Rate som Arv og Overbod, hvis der ikke findes andre Søskende, og Frænderne to Rater.

Kap. 26. Hvis man huser en fredløs Mand.

Den, som med sit Vidende huser en fredløs Mand efter Dag og Maaned, skal bøde tre Mark til Kongen. Nægter han, skal han værge sig med tolv Mænds Ed paa, at han ikke vidste, at Manden var fredløs, eiler paa, at han overhovedet ikke husede ham.

Kap. 27. Hvis en Mand sværges til Bøder.

Sværges en Mand til Bøder, skal han bøde en Rate af sit eget og siden kræve Støtte af sine Frænder til de to andre. Men faar den Mand, der bliver svoret til Bøder eller aftaler Bøder, intet af Frænderne, skal han dog udrede hele den Bod, som han aftalte, eller som han blev svoret til, for det, man aftaler, det skal man udrede. Men hjælper Frænderne ham ikke, da kan han sagsøge dem, for at der kan tages Nam hos dem. Man maa ikke af Frænderne modtage Bidrag til Bod for nogen Forbrydelse, man begaar, undtagen alene for Manddrab.

Kap. 28. Hvorledes man skal rejse Sag angaaende Hærværk,

Den,som vil rejse Sag angaaende Hærværk, skal sagsøge og stævne til Tinget og forfølge Sagen, som det er sagt om Manddrab.

Kap. 29. Hvad der er Hærværk.

Gaar en Mand med Overlæg ind i en anden Mands Hus og bryder ind i Huset og tager enten Kvæg eller Klæder eller Vaaben eller andet Gods, som Bonden ejer, bort fra Bonden selv eller hans Tyende, som holder paa det, da er det Hærværk. Ligeledes hvis en Mand slaar eller saarer Bonden eller hans Hustru eller hans Tyende, som er i Fælliget i hans eget Hus, det er ogsaa Hærværk. Men mødes de alle i god Forstaaelse i en Bondes Gaard og senere bliver uenige, da er det ikke Hærværk, for det er da sket ved Vaade. Men binder en Mand Bonden i hans eget Hus uden hans Skyld eller tager Bondens Datter eller Bondens Kone og fører dem bort med Vold, det er ogsaa Hærværk.

Kap. 30. Hvis en Mand rider en anden Mands Korn ned.

Rider en Mand en anden Mands Korn ned med Vold eller driver sit Kvæg derind i med Vold, det er ogsaa Hærværk. Dog kræves der Syn af gode Mænd paa næste Ting.

Kap. 31. Hvad der forstaas ved en Mands Hus.

Hvor som helst en Mand rejser Bod enten af Tæpper eller ved Gravning eller opfører en Risbod og selv er draget derind med sine Ejendele, der kan man øve Hærværk mod ham som i hans eget Hus. Ligesaa hvis man opholder sig paa et Skib, der er ladet med Varer. Hvis en Mand lejer et eller andet Hus, er det hans eget, lige indtil Lejemaalet er udløbet.

Kap. 32. At Landbo er sin egen Husbonde.

Landbo er sin egen Husbonde, og mod ham kan man øve Hærværk, men ikke mod Bryde, thi om det, som øves i den Gaard, hvori Bryden sidder, er det Bonden, der skal rejse Sag. Men øves der Vold mod Bryden selv eller hans Kone eller hans Børn, da kan Bryden selv rejse Sag uden om Husbonden.

Kap. 33. Der skal være seks til at vidne om Hærværk.

Den, som vil rejse Sag om Hærværk, skal have seks gode Mænds Vidnesbyrd fra det Herred, hvori Gerningen er øvet paa det Ting, som er det lovlige Ting, og de seks skal

vidne, at man har forbrudt sig saaledes imod ham, at han lovligt kan rejse Sag om Hærværk. Men brister Vidnesbyrdet for ham, da skal den sagsøgte værge sig med Kønsnævn,

Kap. 34. Hvis en Mands Kvæg dræber en Mand.

Hvis en Mands Hest eller andet Husdyr, som man har Lov til at have, saasom Hornkvæg eller Svin eller Hund slaar en Mand ihjel> og der bliver aflagt Ed paa, at Dyret har forvoldt Mandens Død, skal Bonden, der ejede det, bøde ni Mark Penge og dog give Edsbevis paa, at han ikke vidste, at Dyret havde den Vane. Men hænder det tre Gange stadig med det samme Dyr, mens Bonden har det i sin Besiddelse, skal han bøde fulde Bøder.

Kap. 35. Hvis man opføder vilde Dyr.

Men opføder en Mand vilde Dyr saasom Ulvehvalpe eller Bjørnehvalpe, da skal den, der opføder dem og har dem i sin Besiddelse, bøde fulde Bøder for den Fortræd, de gør. Men slipper de løs, og dræber en anden Mand dem, skal han ikke bøde derfor, men (saa længe de er) i Bondens Varetægt, maa de ikke dræbes.

Kap. 36. Hvis en Mand faar sin Død af en livløs Ting.

Hvis en Mand drukner i en anden Mands Brønd, som vedkommende ejer alene, da skal Ejeren bøde tre Mark Penge derfor, men ejer alle Granderne den, skal der ikke bødes derfor. Det samme gælder Lergrave, Men drukner en Mand i en Mølledam eller Fiskegaard eller en anden gravet Dam, eller en Mand falder ned fra et Hus, eller et Hus falder ned over ham, da skal der ikke bødes derfor.

Kap. 37. Hvis en Mand har Hus paa en anden Mands Jord.

Faar en Mand Hus paa en anden Mands Jord, saaledes at han er lovlig Ejer af det, og nogen bryder det Hus ned uden hans Vilje, da kan Ejeren af Huset rejse Hærværkssag, og Ejeren af Jorden skal ikke rejse Sag.

Kap. 38. Hvis en Mand berøves noget i en anden Mands Gaard.

Bryder en Mand ind i en Bondes Hus og borttager hans Gæsts Hest eller andre Ting, der tilhører Gæsten, da kan Bonden rejse Hærværkssag for Indbrud i Huset og Gæsten Ranssag for sine Ejendele, som han har mistet. Men røver en Mand Bondens Vogn, som hans Hustru sidder i, da er det ogsaa fuldt Hærværk.

Kap. 39. Om Nævninger.

Nævninger skal sværge om Haandran, om Boran, om Jordran, som nogle kalder Markran, om Vaadesgerning og om Tyveri. Disse Sager skal forfølges paa tre Ting. Paa det første Ting lyser man Ranet, og der fastsættes da et Ting for hans Modpart. Paa det andet Ting gøres det første Ting nyt, det vil sige, at to Mænd eller flere skal vidne, at det er Parternes Genmæleting, og at den sagsøgte var lovlig stævnet til at staa til Rette for Sagsøgeren, og derefter skal den, der har rejst Sagen, aflægge Ed. Paa det tredie Ting skal Nævningerne sværge den sagsøgte enten skyldig eller uskyldig i Ranet, Men vedgaar den sagsøgte, før Sagsøgeren aflægger sin Ed, (at have taget) dennes Ejendele, da skal Nævningerne ikke træffe Afgørelse derom, og Kongen skal ikke have sin Bøde, men Bonden skal dog have sin Bøde. Men den sagsøgte maa udrede det hele og præstere Edsbevis paa, at han har faaet det, han sagsøges for, ved Vaade, idet han mente, at det var hans eget, eller at han fik det med Sagsøgerens Vilje. Men brister Eds beviset for ham, skal han udlevere det, Sagsøgeren gør Krav paa, og bøde tre Mark baade til Bonden og til Kongen. Men vedgaar han ikke, før Sagsøgeren sigter ham ved sin Ed, da skal Nævningerne sværge derom, og han kan da ikke føre andet Edsbevis.

Kap. 40. Hvis et Ran lyses og ikke forfølges.

Den, der sværger Ran paa Genmæletinget, men ikke vil forfølge Sagen med Nævninger, skal bøde tre Mark til Bonden og ligeledes til Kongen, og Nævninger skal ikke sværge i den Sag.

Kap. 41. Hvornaar Nævninger skal sværge.

Paa tredie Ting, efter at det er lyst paa Tinge, at en Mand har begaaet Ran, eller der er rejst Sag mod en Mand for noget andet, som Nævninger skal træffe Afgørelse om, skal de dømmes til at sværge ret. Derefter skal Nævningerne raadføre sig med de bedste Mænd, der er i Herredet, om de skal sværge eller ej, eller om hvad de skal sværge, for selv om de alle sværger det samme, kan de dog forbryde deres Boslod, hvis de sværger imod de bedste og fleste Mænd i Herredet.

Kap. 42. Hvorledes Nævningerne skal sværge.

Saaledes skal Nævningerne sværge: Gud og den hellige Bog, som jeg holder paa, hjælpe mig, saa sandt som den Mand ranede det Gods, som han er sagsøgt for, og er derfor skyldig at udlevere det og bøde tre Mark til Bonden og ligeledes til Kongen.

Kap. 43. Om hvor meget Ranet skal beløbe sig til, for at der kan sværges.

Haandran kan være Hat eller Handske, eller hvad man holder i Haanden, som er lige saa meget værd som et Par Handsker, for det er en større Skam at blive fraranet noget paa den Maade end paa andre Maader. Ingen andre Ran, hvorom Nævninger skal sværge, maa angaa Ejendele til mindre end en halv Mark. Ejendele til en halv Mark er> hvad der er en halv Mark Penge værd.

Kap. 44. Om Boran.

Det er Boran, hvis man gaar ind i en anden Mands Gaard og fører noget bort af hans Kvæg eller Klæder eller Vaaben eller andre Ting, som er en halv Mark Penge værd.

Kap. 45. Om Jordran.

Det er Jordran, hvis man gaar ind i en anden Mands Fold ude paa Marken og der tager Hest eller Hornkvæg eller andre Husdyr eller Korn eller Hø eller Tømmer eller andre Ting> der er en halv Mark Penge værd.

Kap. 46. Hvis en Mand bliver fældet i en Ranssag.

Den Mand, der bliver fældet i en Ranssag af Nævninger, er skyldig at udrede til Bonden, der fælder ham, det, han fældes for, og desuden tre Mark og det samme til Kongen.

Kap. 47. Hvis en Mand med Vold afhøster en anden Mands Ager eller Eng.

Slaar en Mand en anden Mands Eng fra Ende til anden eller mejer en Ager fra Ende til anden saa megen Sæd eller Eng, som der er, og bringer det afhøstede bort, da kan Sagsøgeren, selv om det drejer sig om mindre end en halv Mark, dog rejse Ranssag.

Kap. 48. Om Vaadesgerninger.

Bliver en Mand sagsøgt for Helligbrøde eller Blodsudgydelse, og han svarer, at han gjorde det af Vaade, og Nævningerne, der skal afgøre Sagen, sværger, at det er Vaadesgerning, da skal han bøde til den, han forbrød sig imod, og hverken til Kongen eller Biskoppen.

Kap. 49. Hvor gammelt et Barn skal være, for at det kan begaa Helligbrøde.

Er et Barn mindre end femten Vintre gammelt, skal det bøde til den, det forbrød sig imod, og ikke til Kongen eller til Biskoppen, undtagen alene for Manddrab.

Kap. 50. Hvorledes Nævninger skal indsættes.

Der skal være otte Nævninger i hvert Herred, to i hver Fjerding, og de skal være Tremarksmænd, Adelbønder og ikke Bryder eller Landboer, men saadanne, som udreder fuldt Landeværn for sig, og Bønderne skal komme til Tinget med dem paa det Ting, der er nærmest efter den tolvte Dag, og nævne for Ombudsmanden, hvem de har udtaget. Ombudsmanden skal tage dem i Ed, saaledes at de beder Gud hjælpe sig, (saa sandt som de), saa længe de er Nævninger -og i alle de Sager, hvor det bliver forlangt, at de skal sværge, og som de bør sværge i - skal sværge det retteste uden Partiskhed. Men glemmer Bønderne at udtage Nævningerne, eller vil de ikke gøre det, eller vil de ikke gøre Rede for dem over for Ombudsmanden, da maa han selv udtage Nævningerne. Men er der Uenighed inden for en Fjerding, idet nogle vil have en og andre en anden, da skal de, som de fleste har valgt, være Nævninger. Dog skal det iagttages, at saa længe der findes nogen, som ikke har været Nævning, og som er i Stand til at være sin egen Værge, da maa en, der før har været Nævning, ikke tvinges dertil. Dog hvis nogen udtages, som før har været Nævning, og han selv vil være det, da kan Ombudsmanden ikke vrage ham. Men kan han ikke selv paavise, at der er nogen i hans Fjerding, der ikke har været Nævning, efter at han selv har været det, og han ikke vil modtage Hvervet, da skal han bøde tre Mark.

Kap. 51. Hvis en Mand ikke vil være Nævning.

Sagsøger Ombudsmanden Bonden lovligt for tre Mark, fordi han ikke vilde være Nævning, og faar dem af ham, da er Bonden ikke fri dermed, men saa ofte det forlanges, at han skal være Nævning, og han ikke vil, skal han bøde tre Mark, lige indtil han bliver saa fattig, at han ikke har tre Mark til at tjene som Sikkerhed.

Kap. 52. At Nævninger ikke skal træffe Afgørelse den Dag, da de indsættes.

Nævninger skal ikke sværge eller træffe Afgørelse i nogen Sag paa den samme Dag, som de bliver taget i Ed, for de maa ikke have mindre end syv Nætters Frist til at finde Sandheden i det, de skal træffe Afgørelse om.

Kap. 53. Hvis Ombudsmanden ikke vil indsætte Nævninger.

Vil Ombudsmanden hverken udtage Nævninger inden tre Ting efter det første Ting efter tolvte Dag eller lovligt sagsøge nogen, fordi han ikke vil være Nævning, da har Kongen fuld Ret til at tage hans Embede fra ham, fordi han gør Bønderne retsiøse, for enhver der sagsøges for Ran, har Krav paa at blive enten værget eller fældet paa fuldt lovlig Maade.

Kap. 54. Hvis Nævninger er uenige.

Sværger fire et og de andre fire noget andet, da skal tre tilkaldes fra det nærmeste Herred - de, der bor nærmest - og hvad de fire Nævninger, som to (af de tilkaldte) følger, (sværger), det skal staa fast.

Kap. 55, At en (Ombuds)mand ikke maa overlade sit Embede til sine Svende.

IngenMand, der har (Ombudsmands)embede, maa overlade sin Svend at forestaa det, men det skal overlades til en Bonde, der kan forestaa det, og som bor i det (Ombudsmands)omraade og har Penge at stille som Sikkerhed, saa han kan gøre Ret mod dem, han forser sig imod.

Kap. 56. Hvis en Nævning dør eller drager bort.

Dør en Nævning eller drager paa Pilgrimsfærd eller drager bort fra Syslet eller fra Herredet eller bliver Bryde, da skal hans Fjerdingsmænd udtage en anden og Ombudsmanden tage ham i Ed, saaledes som før er sagt.

Kap. 57. Hvornaar man skal rejse Ranssag.

Den,som vil rejse Ransag mod en Mand, skal rejse Sagen inden et Aar, efter at Ranet er sket. Rejser han Sag senere, faar han ikke mere end tolv Mænds Ed (af den sagsøgte).

Kap. 58. Hvis en Mand lovligt sagsøger en anden for Ran.

Hvis en Mand fuidfører sit Søgsmaal mod en anden for Ran, og den sagsøgte ikke vil rette for sig, da fastsættes der en Femt for Sagsøgeren til at modtage sit Gods ved hans Hus og desuden en Bøde paa tre Mark. Men er den sagsøgte overhørig og ikke vil bøde, da skal der tildømmes Sagsøgeren Ret til at tage sit Gods ved Nam, lønligt og ikke aabenlyst, uden for Gaardsledet, dog skal Namtageren sige til en eller flere af Granderne, at han har taget Nam. Men der skal ikke tages Nam uden Tingsdom, for hvis han tager, før han faar Dom for det, da kan han blive enten Ransmand eller Tyv derfor.

Kap. 59. Hvilke Nævninger der skal træffe Afgørelse om Ran.

Har baade den, der raner, og den, der bliver ranet fra, Jord i det Herred, hvor den, der bliver rejst Ranssag imod, bor, da skal de Nævninger, der er i dette Herred, træffe Afgørelse derom, selv om den, der rejste Ranssagen, bor i et andet Herred, hvad enten Jorden bliver dyrket af Landbo eller Bryde, eller han selv pløjede den efter den sidste Afgrøde.

Kap. 6o. Om Pællesgods og Pant og Gæld.

Med Hensyn til Fællesgods og Pant og Gæld - hvis nogen rejser Sag paa Tinge og paastaar, at han har laant en anden sine Penge eller sin Hest eller andre Ting, hvad det end kan være, eller sat dem i Pant - da er den sagsøgte pligtig til at udlevere saa meget, som han indrømmer, og give tolv Mænds Ed derpaa, men bliver han fældet ved Edsbeviset, skal han udlevere alt det, der er rejst Sag om. Men lader han der gaa Dom i Sagen og sidder den overhørig og ikke udreder inden Lovdagen, da er han pligtig til at udrede tre Mark til Bonden ud over det, der er rejst Sag om, og tre Mark til Kongen, som om han var fældet af Nævninger, og derefter maa der tages Nam, hvis Sagen er lovligt behandlet paa Tinge. Men er der aftalt Edsbevis, og det ikke er sket paa Tinget, da er den ikke lovligt behandlet. Men alt det, en Mand pantsætter paa Tinget, skal han ogsaa løse paa Tinget.

Kap. 61. Om Borgen.

Hvis en Mand borger for en anden> og den, der er gaaet i Borgen, ikke vil betale, da skal han sagsøges lige som for anden Gæld; thi det, som en Mand gaar i Borgen for, det skal han betale, og ingen Mand kan sige sig løs fra Borgen. Dog skal Nævninger ikke træde til og træffe Afgørelse, for det behandles som anden Gæld.

Kap. 62. Hvis nogen gaar i Borgen for en Mand, som har forbrudt Liv eller Lemmer.

Gaar nogen i Borgen for en Tyv eller en anden Mand, der har forbrudt sit Liv eller sine Lemmer, da skal han overgive ham til Ombudsmanden og ikke til den Mand, han modtog ham af. Men gaar det saaledes, at han slipper bort, enten ved et Uheld eller med Samtykke af ham, der gik i Borgen, da skal denne bøde for alle de Forbrydelser, som den, han gik i Borgen for, begik, og desuden fyrretyve Mark baade til Bonden og til Kongen, fordi han ikke overgav Manden.

Kap. 63. Hvis den, der har stillet Borgen, vil flygte.

Den Mand, der stiller Borgen, er ikke pligtig at staa nogen Mand til Ansvar for sin Gerning undtagen ham alene, der gik i Borgen for ham. Men vil den, der har stillet Borgen, flygte, og den, der gik i Borgen, opdager det, da skal han meddele det til Ombudsmanden, og han skal tage ham i Forvaring for ham, men selv maa han ikke gribe ham, med-mindre han satte ham i Stok eller lagde ham i Lænker, da han gik i Borgen for ham.

Kap. 64. Hvem der maa gaa i Borgen.

Lærde Mænd og Klostermænd og Kvinder og de, der ikke har naaet Lovalder, det er atten Vintre, kan ikke gaa i Borgen for Mænd, der skal miste enten Liv eller Lemmer, men Klerke eller Enker kan gaa i Borgen for Penge, hvis den, der skal tage Borgen, ønsker det, for de har eget Gods at betale af. Men Møer eller Børn eller en Mands Hustru eller Klostermænd med Undtagelse af Abbeden kan ikke gaa i Borgen for Penge eller for andet, for ingen, der ikke har eget Gods, kan afhænde noget. Ej heller kan Husbondens Søn, som er i Fællig med sin Fader, gaa i Borgen, selv om han er fuldvoksen.

Kap. 65. Hvem der kan eller skal sværge.

I en Retssag kan godt en Mand lyse (Sagen) og en anden sværge, og den, som bliver fraranet noget, skal selv sværge, selv om en anden lyser (Sagen), hvis han er sin egen Værge, for han ved bedst selv, hvem der ranede fra ham. Men bliver de, der ikke er deres egen Værge, fraranet noget, da skal deres Værge baade lyse og sværge og foffølge den Sag til Ende som andre. Men rejses der Ranssag mod nogen, der ikke er deres egen Værge, da skal deres Værge ogsaa svare for dem.

Kap. 66. Hvorledes en Bryde kan sværge om Ran.

En Bryde kan godt sværge i Ranssag om alt det, som hører til den Gaard, som han er Bryde for, men Bonden skal dog overdrage ham at føre den Retssag og lyse paa Tinget, at han er Fællesbryde og ikke (kun) Bestyrer. Men har Bryden selv en Gaard og en Bryde derpaa, da er han Husbonde der og Værge for den, selv om han andetsteds er Bryde, og maa for den Gaard rejse Ranssag, hvis noget bliver ranet fra ham der.

Kap. 67. Om en Mand, der er fældet efter Loven.

Hvis en Mand bliver fældet med Rangnævninger eller paa nogen anden Maade enten til (at bøde) Kongens Ret eller Bondens Ret, saa at han er pligtig at betale sine tre Mark, da maa hans Gods ikke afhændes - hverken Løsøre eller andet - før han har gjort sin Skyldighed baade over for Bonden og ligeledes over for Kongen, og han maa ikke sagsøge nogen Mand, hvis han kommer i Retstrætte, og ingen maa tage ham til Bryde, medmindre han vil staa til Rette for ham; thi efter at en Mand er fældet eller sagsøgt, maa han ikke flytte sit rørlige Gods og ikke begive sig andetsteds hen.

Kap. 68. Hvis en Mand tager en fældet Mand til sig.

Optager en Mand i sin Gaard eller i sit Fællig en Mand, der er lovlig fældet eller sagsøgt, da skal den, der sagsøgte ham, rejse Sag mod Bonden, som han er draget hen til, paa et Ting og paa et andet og et tredie. Vil den, der modtog ham, hverken staa til Rette for ham eller sende ham bort med sine Ejendele, da skal Sagsøgeren have Dom paa Tinge til at tage Nam i Gaarden hos den Bonde, som har modtaget ham. Men er han sagsøgt og ikke fældet paa det Tidspunkt, da han kommer under Bondens Beskyttelse, da skal han atter drage bort med sine Ejendele, for han kan ikke med Rette beholde ham og ikke modtage ham, før han har rettet for sig i den Sag, der er rejst imod ham.

Kap. 69, Hvis en lovfældt Mand har en anden Mands Gods.

Man skal ikke laane en lovfældt Mand sine Trækdyr eller give ham dem i Leje eller overgive ham andre Ejendele, saaledes at han har dem i sin Besiddelse saa længe, at man tror, det er hans egne, selv om det er en anden Mands Gods Og bliver det taget, mens det er i hans Besiddelse, da skal Ejeren rejse Krav mod den, han laante eller gav det i Leje til, og ikke rejse Sag mod den, der tog det.

Kap. 70. En sagsøgt Mand maa ikke gøre sig ejendomsløs.

Men bliver en Mand sagsøgt, mens han er i en anden Mands Gaard i Brydefællig, og der er Vidner paa, at han blev optaget i Fællig, da maa han ikke tillyse Bonden alt sit Gods og gøre sig ejendomsløs, medmindre det skete, før han blev sagsøgt. Dog har Bonden Ret til, naar de skilles, at give sin Bryde saa meget, han vil, medmindre deres Pællig blev lyst paa Tinget, da maa han ikke give ham mindre, end der er Tingsvidne paa. Men bliver Bondens Bestyrer fældet for Ran eller for anden Sag, da skal Bonden bøde for ham eller udlevere ham med hans Penge, hvis han har nogen; men har han ingen Penge, skal han dog udlevere ham.

Kap. 71. Hvad der forstaas ved Agerran.

Det er Agerran, hvis en Mand tager en anden Mands Korn, naar denne har pløjet og saaet, uden at der er rejst Indsigelse, og Jorden ikke er blevet fradømt ham ved Tingsdom før Midsommer, selv om den, der tog Kornet, ejede den Ager, som han tog Kornet paa, for hvis nogen pløjer og saar, uden at der rejses Indsigelse, og den, der ejer Jorden, tier, da kan han bevise sin (Ret til) Sæden med tolv Mænds Ed paa, at han fik den Ager med (Ejerens) Tilladelse og Vilje. Brister Edsbeviset for ham, da har han forbrudt Sæden og sit Arbejde. Men siger han, at han saaede af Vaade og ikke med Vilje, da har han Ret til at faa Erstatning for Sæden og har forspildt sit Arbejde. Disse Retssager skal alle føres før Midsommer, men føres de ikke før Midsommer, da skal den skære, der saaede, og give Bonden fuld Skyld af hans Ager. Men om al den Sæd, der er fradømt før Midsommer, som før er sagt, gælder det, at hvis den, der saaede, senere tager den, da kan han blive Ransmand derfor. Ligeledes hvis den, der saaede paa en anden Mands Jord, siger, at Jorden er hans egen, og der rejses Sag før Midsommer, da bør den Sæd opbevares hos enupartisk Mand, og den Part, der vinder Jorden, faar Sæden. Men tager nogen af dem Sæden, før der er ført lovlig Sag om Jorden, og den anden Part vinder Jorden, da er den, der tog Sæden, Ransmand.

Kap. 72. Om Afpløjning.

For Afpløjning bliver en Mand ikke Ransmand, medmindre han tilegner sig Jordstykket, efter at det ved lovlig Rebning er taget fra ham. Men den, som ompløjer en anden Mands Sæd, har derved altid forbrudt tre Mark til Bonden og tre Mark til Kongen, selv om Jorden er hans, for man skal skaffe sig sin Ret ved Rettergang og ikke tage sig selv til Rette. Saaledes er det ogsaa, hvis en Mand slaar en anden Mands Eng. Men slaar han hele Engen fra den ene Ende til den anden og siger, at det er hans egen, og Jorden senere bliver frakendt ham, da er han Ransmand derfor. Dog skal han baade for Afpløjning, og h~is han beskyldes for, at han har høstet ind over Agerrenen, og for Mhøstning give den, der rejser Sag, tolv Mands Ed paa, at han mente, det var hans eget, og aflevere Kornet eller Høet, der stod paa vedkommendes Jord, men ikke bøde tillige. Men brister Edsbeviset for ham, skal han aflevere (det afhøstede), og bøde tre Mark til Bonden og det samme til Kongen. Men hvis han ikke vil udlevere Afgrøden, efter at der er givet Edsbevis, men beholder den mere end tre Lovdage, skal han ogsaa bøde, som det er sagt.

Kap. 73. Hvis en Mand hugger i en anden Mands Skov.

Drager en Mand hen i en anden Mands Skov, som han 13 ikke selv har Lod i, og fælder (Træer) og læsser paa sin Vogn, og kommer den Mand, der er rette Ejer, til Stede og finder ham ved Stubben, eller før han er kommet ud til Hovedvejen, og tager han de Ting fra den anden, som denne kører med, da er han ikke Ransmand af den Grund. Men kommer Manden ud til Hovedvejen og gør rigtig Rede for, af hvem han har faaet det, da maa den anden ikke standse ham, men skal drage med ham til hans Hus og lade Godset syne med Vidner, og kan han ikke faa ret Hjemmel derfor, skal han sagsøge ham, som Loven er, enten for Ran eller Tyveri. Saaledes er det ogsaa med Hensyn til Korn og Hø.

Kap. 74, Hvis en Mand kører over en anden Mands Ager eller Eng.

Men vil en Mand køre over en anden Mands Ager eller Eng, hvor der ikke skal være Vej, og jager den, der ejer Ageren, ham bort, og han da efterlader Vogn eller andre Ting, da er den, der hindrede ham i at køre over hans Eng eller Korn, ikke Ransmand af den Grund.

Kap. 75. Hvis en Mand tilføjer en anden Mand Overlast paa alfar Vej.

Træffer en Mand en anden Mand paa alfar Vej og tilføjer ham Overlast, saaledes at han enten tager hans Trækdyr fra ham eller vælter hans Vogn eller hindre ham, saa han ikke kan drage bort med sine Ejendele, men efterlader dem der, da er den, der ranede fra ham, hvad enten han førte de Ejendele bort eller lod dem ligge tilbage, altid hans Ransmænd, forsaavidt angaar de Ejendele; men vedkender den anden sig sine Ejendele og tager dem i sin Besiddelse igen ligesom før, da kan han ikke sagsøge ham for Ran med Hensyn til det, han selv har i sin Besiddelse. Men hvis Ransmanden fører det, han ranede, til sit Hus, hvad enten det er en Hest eller andre Ejendele, han ranede, og drager den, der blev ranet fra, hen og genkender sine Ejendele i hans Gaard med gode Mænds Vidnesbyrd, eller - hvad enten Ransmanden førte dem hjem eller lod dem ligge - Ejermanden finder dem med Vidnesbyrd af gode Mænd, der vidste, at han var blevet dem fraranet, da kan han rejse Sag om Ran.

Kap. 76. Om Kongens og Biskoppens Mænds Bryder.

Alie Kongens Mænds Bryder skal bøde til deres egen Husbond, hvis de forbryder sig til tre Marks (Bøder) og ikke til Ombudsmanden. Det samme er Tilfældet med Biskoppens Mænds Bryder.

Kap. 77. Om Biskopsnævninger.

Der skal være to Biskopsnævninger i hvert Kirkesogn eller to i hver Fjerding, og dem skal Sognemændene udtage, og Ombudsmanden skal tage dem i Ed. De skal ikke være (Nævninger) sammen mere end et Aar. Efter Jul skal de skiftes som andre Nævninger, og de skal kun sværge om Helligbrøde, det vil sige, hvis man slaas paa en Helligdag.

Kap. 78. Hvis Nævningerne er uenige.

Er Nævningerne i et Kirkesogn uenige, da skal en Nævning fra en anden Fjerding afgøre Sagen, det skal dog altid være den, der bor nærmest. Biskopsnævninger kan ikke forsværge mere end en halv Mark. Men sværger de urigtigt, og bliver de fældet, da skal de bøde til Kongen som andre Nævninger.

Kap. 79. Hvorledes der skal rejses Sag for

Helligbrøde.

Vil Biskoppens Ombudsmand sagsøge en Mand, da skal han rejse Klage paa Tinget over den, han vil sagsøge, og lade ham stævne til et Ting og nævne paa Tinget den, han slog, og den Helligdag, da han blev slaaet, og paa den femte Dag efter Tinget skal Nævninger træffe Mgørelse ved Kirken og ikke paa Tinget. De samme Udsagn, som Sagsøgeren frem-fører paa Tinget, skal han gentage ved Kirken. Den, der sag-søges for Helligbrøde, maa nyde alle de Forfald, som ovenfor er nævnt.

Kap. 8o. At Nævningerne ikke skal gaa fra

Kirken uden at sværge.

Nævningerne skal paa den Dag, der bliver fastsat paa Tinget, træffe Afgørelse om den Sag, som de paa Tinget er tilkaldt til, selv om Ombudsmanden og den sagsøgte ikke kommer, for hvis de gaar fra Kirken uden at sværge, da har de forbrudt deres tre Mark. Men har Nævningerne ikke Forfald og ikke kommer til Kirken paa Lovdagen, da fortaber de ogsaa de tre Mark. Men har de lovligt Forfald, da skal de træffe Mgørelse en Femt efter det næste Ting, de kommer til.

Kap. 81. Mod hvem der kan begaas Helligbrøde.

En Mand kan ikke begaa Helligbrøde mod sin Hustru og sine Børn, som er i Fællig med ham, medmindre han tilføjer dem Saar med Od eller Æg eller sønderslaar deres Lemmer, for han skal revse dem med Stok eller med Vaand, hvis de forser sig, og ikke med Vaaben. Det samme gælder ogsaa om Tjenestetyende. Men mod Husbonden kan Hustruen nok begaa Helligbrøde. Børn kan paa alle Tider af Aaret begaa Helligbrøde mod deres Forældre. Saaledes ogsaa Søskende mod hinanden, hvis de er udskilt af Fælliget. Tier begge Parter, som begik Helligbrøde, og er forligte, kan Ombudsmanden dog rejse Sag mod den, han vil.

Kap. 82. Paa hvilke Tider der kan begaas Helligbrøde.

Fra den Lørdag Aften, da Advent begynder, og til ottende Dag efter Helligtrekonger, til Solen er gaaet ned. Den, der slaas i den Tid, han øver Helligbrøde. Saaledes er det ogsaa (i Tiden), fra de ni Ugers Faste begynder, og til første Søndag efter Paaske og hele Pinseugen og alle de Dage, da Præsten byder at holde Helg, fra om Aftenen, naar Solen gaar ned, og til næste Dag om Mtenen, naar Solen er gaaet ned. Men for Helligdagsarbejde kan man ikke sagsøges, undtagen for (Arbejde paa) de Dage, da Præsten paabyder Helg. Det er ogsaa (Tiden) mellem to Solnedgange. I en saadan Sag skal man værge sig med tolv Mænds Ed og ikke med Nævninger.

Kap. 83. Den Dag, da der øves Helligbrøde, skal nævnes.

Naar en Mand sagsøges for Helligbrøde, skal man nævne den Dag, da han forbrød sig, og hvorledes han forbrød sig, og den Udtalelse, han fremsætter paa Tinge, den skal han staa ved.

Kap. 84. Hvis Ombudsmanden nævner den Dag, da der er øvet Helligbrøde.

Nævner Ombudsmanden den Dag, angaaende hvilken han sagsøger Manden, da kan der ikke senere rejses Sag for, hvad han har forbrudt forud for den Dag, der blev nævnt. Ingen Helligbrødesag maa staa hen i mere end et Aar.

Kap. 85. At der for een Sag kan bødes flere Tremarksbøder.

Hugger en Mand en anden i Kirken eller paa Kirkegaarden paa en Helligdag, da bødes der særligt for Kirke og Kirkegaard og særligt for Helligbrøde og ligeledes for Blodsudgydelse. Men hugger han en præsteviet Mand eller en Munk, da bøder han lige saa meget mere.

Kap. 86. Om Tyveri.

Hvis en Mand rejser Tyverisag mod en anden Mand og griber ham med noget (af det stjaalne) i Hænde, skal han binde det paa hans Ryg og føre ham til Tinget og overgive ham til Kongens Ombudsmand, og Ombudsmanden skal have Tingsdom for, hvad Tyven har forbrudt ved et saadant Tyveri.

Kap. 87. Hvad en Tyv kan hænges for.

Har han stjaalet Koster til en Værdi af en halv Marks Værdi eller mere, da kan Ombudsmanden hænge ham uden Dom og gør ingen Synd derved, fordi hans Gerning har dømt ham, og han hænger ham for Rettens og Kongens Magts Skyld og ikke af Hævn. Men Bonden maa ikke selv hænge sin Tyv, fordi han gør det af Hævn. Selv om der er handlet ilde imod ham, maa han ikke selv tage sig til Rette.

Kap. 88. Hvis Ombudsmanden ikke vil tage mod Tyven af Bonden.

Hvis Ombudsmanden - eller hans Stedfortræder - ikke vil tage mod Tyven, da har han forbrudt sit Embede, fordi han gør Bonden retsløs, og skal bøde fyrretyve Mark til Kongen og ligesaa til Tyvens Frænder. Men kommer Tyven senere løs, da skal Bonden, der bandt ham, dog være sagesløs.

Kap. 89. Hvis en Tyv stjæler mindre end en halv Mark.

Uansethvad en Tyv stjæler af mindre Værdi end en halv Mark> skal han dog, hvis han bliver grebet med det og ført til Tinget, have Tyvsmærke og give Kongen tre Mark og Bonden det stjaalne og det dobbelte Beløb. Men kommer Tyven til Tinget bundet med Tyvekosterne - hvor ringe Tyveriet end er - og han i Forvejen har Tyvsmærke, da kan han hænges, og Bonden kan tage det stjaalne og det dobbelte Beløb, som det er sagt, og Kongen hele hans Hoved-lod.

Kap. 90. Bonden maa ikke lade en Tyv løbe uden Tingsdom.

Tager en Mand en Tyv eller en anden Mand og binder ham og ikke fører ham til Tinget, men slipper ham fri forinden, da skal han bøde fyrretyve Mark til ham og lige saa meget til Kongen. Dog maa Ombudsmanden ikke sag-søge ham, (der har været bundet), medmindre Bonden først rejser Klage over, at han selv har været udsat for Tyveri. Men hvis en Tyv - efter at han er fanget og bundet med Tyvekosterne med gode Mænds Vidnesbyrd - slipper ud og bliver løs, enten fra Bondens Hus eller paa Vejen til Tinget eller paa Tinget, uden Tingsdom, da kan man gribe ham, hvor man finder ham, og gøre ham hans Ret. Dog hvis han slipper løs, saa at han frit kan drage omkring, og han kommer ubunden til Tinget, da kan man ikke gribe ham paa Tinget for den Sag, han beskyldes for; men man skal rejse Sag mod ham paa Tinget og sagsøge ham efter Landets Lov, thi hvilken Sag man end rejser mod en Mand, har han dog Ret til at have Fred til og fra Tinget, medmindre han selv tilstaar Tyveriet paa Tinget.

Kap. 91. Hvis Ombudsmanden slipper Tyven løs.

Tager Ombudsmanden mod en bunden Tyv paa Tinget af Bonden og senere slipper ham løs uden Tyvsmærke, da kan han ikke rejse Klage mod Bonden, der bandt ham.

Kap. 92. Hvis man tager en Tyv med noget (af det stjaalne) i Hænde.

Griber man en Tyv med noget (af det stjaalne) i Hænde, og han ikke kan henvise til, hvor han har faaet det, da kan han bindes, men henviser han til nogen, og Henvisningen eller Hjemmelen glipper, da gælder det samme. Men man kan ikke henvise videre end til den tredie Mand. Trediemanden skal altid udlevere de Koster, som han vedgaar. Han skal dog have sin Garant ved Udleveringen af de Koster, med Hensyn til hvilke der er blevet henvist til ham, og skal ikke bøde derfor, men have tabt Købesummen. Men har han Vidner paa, at han købte det paa Torvet, da skal han dog give Edsbevis paa, at han ikke er Tyv og ikke Tyvs Medvider og ikke kender sin Sælger levende eller død, og have tabt Købesummen. Garant er Vidne, og Vidnesbyrd fritager for Bast og Baand og Kongens Ret.

Kap. 93. Hvad man skal have Garant til.

Til tilskaaret Klæde og færdigt Redskab og til Vaaben, til Hest eller Hornkvæg og til andre Husdyr og til alt det, der er særlig mærket, skal man have Garant. Garanten er det Vidne, som var til Stede, da Købet afgiordes. Det maa ikke være færre end to Mænd.

Kap. 94. Om Baand.

En mand maa ikke binde en anden Mand, medmindre han griber ham med noget (af det stjaalne) i Hænde, eller han griber ham ved Nattetid i sit Hus, og der er sikre Tegn paa, at han vilde stjæle Bondens Ejendele.

Kap. 95. Hvorledes man skal søge efter sine stjaalne Ejendele.

Mister en Mand sine Ejendele, da skal han følge efter til den By, hvor han mener, at hans Ejendele er kommet hen, og lyse for alle Granderne efter det, han har mistet. Indrømmer nogen Mand, (at han har) de Ejendele, og siger, af hvem han har faaet dem, da er han fritaget for Tyvsnavn, hvis den, han fik dem af, tilstaar. Men hvis en vejfarende Mand, som han ikke kendte, lagde eller efterlod de Ejendele i hans Hus eller overgav ham dem til Opbevaring, da er han pligtig at bevise med tolv Mænds Ed, at han ikke er Tyv og ikke Tyvs Medvider og aldrig har lagt Skjul paa, (at han havde) de Ejendele. Dog er den, der har Godset i Hænde, pligtig at være Borgen for de Ejendele til det næste Ting, og paa det Ting udtages paalidelige Tinghøringer til at paase, at den, der har Ejendelene i Hænde, overgiver dem, og Sagsøgeren modtager dem, for da kan den, der lagde Ejendelene ind til Opbevaring, ikke rejse Sag imod ham. Men kommer den, der lagde Ejendelene ind til Opbevaring, senere og rejser Krav om dem, da skal de samme Tinghøringer, som tog dem ud, sørge for, at de bliver tilbageleveret, og Parterne skal derefter forfølge Sagen som ret er.

Kap. 96. Hvis ingen i Byen indrømmer, (at han har) de Ejendele.

Nægter alle, der bor i Byen, (at de har) de Ejendele, som 30 man lyser efter, da kan han forlange at foretage Ransagning over hele Byen, og de kan ikke nægte ham det; men en enkelt eller to Mænds Gaarde maa en Mand ikke ransage, medmindre han stiller sine tre Mark i Sikkerhed for det Tilfælde, at han ikke finder Tyvekosterne derinde. Men naar man tillader, at der ransages over hele Byen, da skal Ombudsmanden overvære det, hvis han er til Stede. Er han ikke til Stede, da kan Bønderne selv ransage og begynde, hvor i Byen de vil, og hvor de end finder Kosterne, som den bestjaalne har efterlyst, da kan vedkommende, hvis de findes under Husbondens eller Hustruens Laas, ikke senere give en anden Skylden derfor, fordi de tidligere har nægtet, og da er han Tyv med Hensyn til de Koster og har dermed forbrudt sin Hals - hvis Tyveriet er saa stort - og sit Gods, det vil sige sin Hovedlod i Løsøre Men Børnene eller Hustruen mister ikke deres Hovedlod, medmindre det stjaalne findes under deres Laas og Lukke, eller Børnene er saa forhærdede, at de kan gemme og skjule.

Kap. 97. Hvis noget bliver fundet under Bondens Laas.

Hvis den Mand, der ransager, finder sine Ejendele i Bondens Lade eller Stuehus eller i andre Huse, som der ikke er Laas for, da har Bonden Ret til at føre Bevis for, at han ikke er Tyven og ikke Tyvs Medvider, men at det er bragt til ham af Avind, og han skal da være sagesløs, hvis han ikke bliver fældet ved Edsbeviset. Dog kan Sagsøgeren afgøre, om han hellere vil have tolv Mands Ed eller forfølge Sagen med Nævninger. Men bliver han fældet ved Edsbeviset, da er han Tyv i den Sag.

Kap. 98. (Hvornaar) mange skal bindes for en Sag.

Saa mange, som bliver paagrebet, naar der finder Tyveri Sted i et Hus, skal alle anses for Tyve, og de har alle forbrudt deres Løsøre. Men for de Ejendele, der bliver fundet i et Hus, maa ingen bindes uden Husbonden alene, fordi han er Værge for Huset, medmindre det sker, at man finder noget under hans Indsidders eller Indsidderkones Laas eller Lukke saasom i deres Kiste eller deres Bod.

Kap. 99. Hvis noget bliver fundet i Bondens Søns Besiddelse.

Finder man noget i Bondens Søns Kiste, som han selv har Nøgle til, eller i hans Kammer, som han har særligt Lukke for, da er han ogsaa Tyv for sin Gerning, og det gælder hans Hals, hvis han bliver fældet eller taget med (det stjaalne) i Hænde. Da skal Sønnens Hovedlod opgøres for at betale Bonden hans Ret og Kongen hans Ret.

Kap. 100. Hvor meget man kan forbryde ved Tyveri.

Husbonden eller Hustruen eller enhver anden i Pælliget kan ikke ved Tyveri forbryde mere end sin egen Hals og sin egen Hovedlod, medmindre en stjæler, og en anden vidende derom skjuler det, eller hvis flere bliver grebet i den Gerning. Ingen kan overhovedet ved Tyveri forbryde mere end sin egen Hovedlod. Men bliver Husbotiden sagsøgt, enten til fyrretyve Mark eller til tre Mark, og er hans Hovedlod ikke saa stor, da skal alle de, der er i Fællig med ham, udrede. Men hvilken som helst anden i Fælliget, der bliver fældet, skal udrede sin Hovedlod og ikke mere.

Kap. 101. Om Nam.

Hvis en Mand sagsøger en anden til Nam og tager Nam hos ham een Gang, da maa han aldrig mere tage Nam for den Sag, selv om han har taget mindre, end der tilkommer ham, eller for nogen Sag, som vedkommende tidligere var fældet for, fordi den sidste (Sag) ophæver alle tidligere, hvis der bliver taget Nam.

Kap. 102. Hvem der maa gaa i Borgen.

Hvis en Mand rejser Tyverisag mod en anden Mand, som selv har Jord, da kan denne gaa i Borgen for sig selv, men hvis der rejses Tyverisag mod en Landbo, da skal den, der ejer Jorden, gaa i Borgen for ham og ligesaa Bonden for Bryden. Men hvis der rejses Tyverisag mod en Tjenestekari, da skal hans Husbond gaa i Borgen for ham, hvis han vil; men vil han ikke, da skal han skaffe sig en anden, hvor han kan, Men kan han ikke faa nogen til at gaa i Borgen for sig, da kan Ombudsmanden tage ham i Forvaring, indtil han kan komme for Retten. Det samme gælder ogsaa med Hensyn til Indsidder og Indsidderkone.

Kap. 103. Hvis en Landbo bliver Tyv.

Hvis en Bondes Landbo bliver fældet for Tyveri eller grebet med (det stjaalne) i Hænde, da skal Bonden, der rejste Sag mod ham, først udtage sin Ret, det er det fulde Beløb og det dobbelte deraf, og Ombudsmanden alle hans levende Kreaturer, der kan gaa over Dørtærskelen, og Husbonden skal have Jordejerdelen. Det, som ikke selv kan gaa ud af Døren, udgør Jordejerdelen. Men er der ikke andet en Jordejerdelen, da skiftes den i to lige store Dele mellem Ombudsmanden og Husbonden, naar Sagsøgeren har faaet sin Ret. Men findes der noget levende Kreatur, selv om det kun er et Faar eller et Svin, kan Ombudsmanden ikke faa mere som sin Ret.

Kap. 104. Hvis en Mand vil tilbagesøge sine Ejendele, (som han finder) i en anden Mands Besiddelse.

Hvis en Mand genkender sin Hest eller sin Okse i en anden Mands Besiddelse og paastaar, at det er hans, og den, der har Dyret i sin Besiddelse, nægter og paastaar, at det er hans, og siger, at det er hjemmefødt hos ham, da skal han bevise med tolv Mænds Ed og to Granders Vidnesbyrd, at det er hjemmefødt hos ham. Men siger han, at han købte det, da skal han skaffe sin Sælger til Stede, det vil sige den, han købte af, og han skal hjemle ham det. Men har han ingen Hjemmel til det, og den, der rejser Krav om det, siger, at det er hjemmefødt hos ham, da skal han paavise Ejendomsmærke som Bevis for, at det er hjemmefødt hos ham. Vidnesbyrd om, at et Dyr er hjemmefødt, er tolv Mænds Ed og to Nævningers Vidnesbyrd.

Kap. 105. Hvis en Mand finder en anden paa sin Hest.

Tager en Tyv en anden Mands Hest, enten inde ved Stalden I eller paa Marken, og Bonden straks savner sin Hest eller bliver opmærksom derpaa og straks følger efter Tyven, da maa han gribe ham, uanset hvor han indhenter ham. Men gaar der nogen Tid efter Tyveriet, enten to Dage eller mere, og han da finder Tyven paa sin Hest, og vedkommende tilbyder ham Hjemmel enten i en By eller i to andre længere fremme, da skal Bonden følge ham til den By, som han forlanger, for der at faa Borgen eller Hjemmel. Men opnaar han ikke at faa Borgen eller Hjemmel, da kan Bonden tage Tyven i Forvaring.

Kap. 106. Hvorledes man skal gaa frem i en Sag, der hviler paa Mistanke.

Ved en Mand, hvem Tyven er, og dog ikke kan faa sine Ejendele at se, da skal han rejse Sag mod den Mand, som han formoder er skyldig i den Sag, og lade ham stævne til Tinget, saaledes som det tidligere er sagt om Ranssag, og paa det andet Ting skal han aflægge Ed paa, at vedkommende er skyldig i Sagen til saa stort Beløb, som han tør give sin Ed paa. Paa det tredie Ting skal Nævningerne da træde til og enten sværge. ham sagesløs med Hensyn til de Koster eller til Tyv.

Kap. 107. Hvis en Mand bliver svoret til Tyv.

Men bliver han svoret til Tyv, da skal han først udlevere saa meget, som Sagsøgeren fældede ham for, og desuden det dobbelte og tre Mark til Kongen, medmindre han tilstaar Tyveriet paa Tinget, eller (det stjaalne) bliver fundet i hans Besiddelse, da skal han behandles som andre Tyve, og Kongen tager hans Hovedlod. Men trodser han, efter at der er svoret, og vil ikke opfylde, da skal Sagsøgeren med Vidner fra sit Herredsting drage til Landstinget og der bevidne, at den Mand var sagsøgt saaledes og ikke vil staa til Rette, endskønt han tre Lovdage var blevet paamindet i sin Gaard. Da skal der fastsættes et Landsting for ham. Kommer han da ikke og tager til Genmæle og staar til Rette for Sagsøgeren, da forbrydes hans Hals, som om han var taget med det stjaalne.

Kap. 108. Hvis en Mand kalder en anden Mand Tyv paa Tinget i alles Paahør.

Men kalder en Mand en anden Mand Tyv paa Tinget i alles Paahør og ikke forfølger Sagen mod ham efter Loven, skal han bøde tre Mark til ham, han kaldte Tyv, og tre Mark til Kongen.

Kap. 109. Hvis Tyven er syg eller ikke er hjemme.

Hvis den, der sagsøges for Tyveri, er syg, saaledes at han ikke kan komme til Tinget, da skal man vente, til han bliver rask. Men er han draget paa Pilgrimsfærd, da skal man vente, indtil han kommer hjem. Er han inden for Riget, men dog uden for Landet, da fastsættes der en Maaneds Frist for ham. Alle de Forfald, som før er nævnt, gælder ogsaa her, hvis han ikke var hjemme, da der blev rejst Sag imod ham. Men hørte han, at der blev rejst Sag imod ham> og derefter flygtede, da hjælper intet Forfald ham, medmindre Kongen har ladet ham kalde.

Kap. 110. Hvis der ransages i et Hus, og Bonden ikke er hjemme.

Hvis man ransager i Bondens Hus, og han ikke selv er hjemme, og de stjaalne Ting findes derinde, da maa man ikke binde Hustruen eller føre hende bort ubunden, men Granderne skal gaa i Borgen for de Ting og staa inde for dem, indtil Bonden kommer hjem, at de ikke føres bort og ikke skjules. Men naar Bonden kommer hjem, da skal den, der tog Borgen for Tingene, rejse Sag, saaledes som før er sagt. Det afhænger helt af Bondens Svar, hvorledes han skal forfølge Sagen.

Kap. 111. Om Hittegods.

Hvis en Mand finder noget og ikke siger til og ikke lyser ved Kirke eller paa Tinge, at han har fundet saadanne Ting, da kan han blive Tyv derfor, som om han havde stjaalet det. Den, der finder noget, skal sige, hvad han fandt; men den, der har tabt det og lyser efter det, skal meddele Farve og Kendetegn og Mærke.

Kap. 112. Hvis en Mand finder Sølv eller Guld.

Finder en Mand Sølv eller Guld enten i Høje eller efter sin Plov eller paa nogen anden Maade, da skal Kongen have det. Men nægter han, at han fandt det, skal han værge sig med Frændeed,

Kap. 113. Hvis en Mand giver en anden noget i Forvaring.

Giver en Mand en anden noget i Forvaring eller Pant, og der opstaar Ild i Huset, og det brænder sammen med Bondens andre Ejendele, da skal denne være sagesløs, hvis der er Vidner paa, at Bonden mistede sine Ejendele sammen med hans. Men vil han ikke nøjes med det Vidnesbyrd, da skal Bonden bevise med Kønsnævn, at han ikke led Skade ved hans Skyld. Men er han Købstadmand, skal han værge sig med Nævn (udtaget af) det fornemste Gilde. Svigter Edsbeviset, skal han udlevere Ejendelene og bøde tre Mark ii Bonden og tre Mark til Kongen. Men er hans egne Ting ikke blevet borte sammen med den andens, da skal han erstatte i Forhold til det, der blev overgivet ham, og ikke forsvare sig med Edsbevis. Men Laan eller Gods, der er modtaget efter Vurdering, kan ikke gaa tabt.

Kap. 114. Hvis en Mand stjæler i Leding.

Bliver en Mand i Leding beskyldt for Tyveri af Styrismanden eller af en af Skibsmandskabet, og gribes han ikke med noget (af det stjaalne) i Hænde, da skal han værge sig med de to Mænd, der er ham nærmest paa Toften paa den Side, hvor han er, og seks andre af Mandskabet, som han kan faa til det. Men er der ikke saa mange Mænd, skal han værge sig med dem, der er, undtagen de Mænd, der sigter ham. Fælder de ham til en Værdi af en halv Mark eller mere, da skal man gaa frem modham som mod andre Tyve, og han har baade forbrudt de Ejendele, der er der, og sin Hovedlod hjemme. Men kommer han hjem usigtet eller lover Edsbevis i Leding og ikke giver det, før han kommer hjem, da maa han værge sig med tolv Mænds Ed.

Kap. 1. Om Leding.

Naar Leding udbydes, da skal enhver - lige saa mange som de er i en Havne - drage ud sit Aar uden at blive udtaget dertil, medmindre de er saa gamle eller saa unge, at de ikke er i Stand til at drage ud, eller det er Kvinder eller lærde Mænd. Disse skal alle stille Mænd for sig, dog saa danne, som er duelige. Styrismanden maa ikke tvinge nogen til at drage i Leding, saa længe der i samme Havnelag findes en Mand, som ikke har været ude, siden den anden (sidst) drog ud. Men vil en duelig Mand drage ud i Stedet for en anden, som er hans Havnebroder, da kan Styrismanden ikke forhindre det.

Kap. 2. Hvis en Tjenestekarl eller Træl kommer i Leding.

Boden maa ikke sende sin Tjenestekarl i Leding for sig, medmindre Styrismanden tillader det, for hvis en Tjenestekarl kommer i Leding i Stedet for Bonden, da skal han hudstryges. Men kommer en Træl i Leding paa sin Husbonds Havne, da kan Kongen tage ham til sig, hvis han vil, eller erklære ham fri over for enhver.

Kap. 3. Om Heste- og Brynjeleje.

Styrismanden skal selv skaffe sig Hest og Brynie og for begge Dele tage ni Skæpper Rug af hver Havne til Sankt Mikkels Dag, men dog ikke andre Aar, end naar Leding udbydes. Den Styrismand, der ikke er Ombudsmand, og som tager mere med Tvang, skal bøde tre Mark til Kongen. Men hvis han er Ombudsmand, skal han miste sit Embede.

Kap. 4. Om Vaaben.

Hver Styrismand skal have fuldt Vaabenudstyr og desuden en Armbrøst og tre Tylvter Pile og en Mand, der kan skyde med den, hvis han ikke selv kan skyde. Og hver Havnebonde, der er paa Skibet, skal have Skjold og tre Folkevaaben: Sværd, Kedelhat og Spyd.

Kap. 5. Hvem der skal udruste Skibet.

Skib og Skibsudrustning og Skjolde skal alle de Mænd, der er i Skipenet, købe, men Styrismanden skal bygge Skibet for saa mange Penge, som Skibsmandskabet bliver enige om, men vil han ikke nøjes med det, de har tilbudt ham, da kan Skibsmandskabet bygge sig et Skib selv, dog maa de ikke underbyde ham med en Mark eller to. Naar Skibet er bygget, da skal hele Skibsmandskabet paa den Dag, der bliver fastsat for dem, trække Skibet ud samt trække det op, naar det kommer hjem. Men den, som ikke kommer til Stede, skal betale Bøde, saaledes som den bliver fastsat, og som Mandskabet giver sit Samtykke til. Men den sigtede kan tilbageholde den Bøde saa længe, at Styrismanden kan inddrive den med (en Tillægsbøde paa) tre Mark. Da skal der føres Bevis af Skurdsmænd eller Skibs-nævninger, som nogle kalder Skibsbødenævninger. Den Bøde faar Styrismanden ikke alene, men den skal komme hele Skibsmandskabet til Gode. Men inddriver han den med (Tillægsbøden paa) tre Mark, da faar Mandskabet Bøden og Styrismanden de tre Mark.

Kap. 6. Hvis nogen forsømmer Ledingsydelserne.

Tilbageholder nogen sit Bidrag til Betalingen for Skibet eller Skibsudrustningen eller til Køb af Skjolde eller ikke paa den rette Lovdag vil føre sin Proviant ud til Skibet eller andre Rejsefornødenheder, som han er pligtig til at bringe derud, hvad enten han selv skal have det med i Leding, eller han skal overgive det til sin Havnebroder, da kan Styrismanden bringe hans Kvæg til Skibet, dog maa han. ikke bringe en anden Mands Kvæg til Skibet, før Skibet er sat ud og Ejendelene ført ombord, og den Lovdag, som var fastsat for Besætningen, er oversiddet. Men bringer han det ikke til Skibet, før han er sejlet fra Havnen, da kan hans Fuldmægtig ikke senere tage det, mens han er borte, og han selv ikke, efter at han er kommet hjem, før han paa lovlig Maade har rejst Sag for at faa det. Men naar Bondens Kvæg bliver bragt til Skibet, og han ikke vil løse det, før Skibet sejler bort, da skal han løse det med det dobbelte af det, han før skulde udrede.

Kap. 7. Om Kongens og Biskoppens Mænd.

Overalt hvor Kongens eller Biskoppens Mænd er, hvad enten de har een Gaard eller flere, er de pligtige at have fulde Vaaben og drage i Leding paa sin egen Bekostning og mod-tage sin Sold. Men sidder han hjemme uden lovligt Forfald eller Orlov, da skal han betale Kongen Tredingshavne af hver Gaard, han har, eller være Innebonde, hvis han ikke vil betale, som det er sagt.

Kap. 8. Hvem der maa tage Mænd.

Kongen maa tage sig Mænd overalt i sit Rige, i hvilket Skipen han vil, og Hertugen (ligeledes) i sit Hertug-dømme, men andre af Kongens Børn eller Frænder eller Grever maa ikke tage Mænd undtagen i deres eget Retsomraade eller deres Len, og Biskopperne skal heller ikke tage Mænd uden for deres Bispedømme.

Kap. 9, At man ikke maa formindske et Skipen.

Klostermænd maa ikke købe Jord, som der gaar Lande-værn af, siden det almindelige Konsilium fandt Sted, som Pave Innocens holdt. Hvad de har købt siden, deraf skal de udrede Leding eller faa de Vilkaar af Kongen, som han fastsætter. Det gælder baade med Hensyn til graa Munke og sorte Munke og alle (andre) Munke.

Kap. 10. Om lærde Mænds Jord.

Præster, der vil leve ugift, skal af een Gaard ikke udrede (Ledings)afgift, hvad enten Gaarden ligger paa Kirkens Jord eller paa deres egen Jord, hvis de har nogen.

Kap. 11. Om Landboers Ledingsydelse.

Landboer - hvem de end tilhører: Biskop, Præst, Kloster, Kirke, en Bonde eller Hirdmand - som ikke før var fri eller fritaget ved Privilegier, skal udrede Leding og Lande-værn, hvis de dyrker rebet Jord, medmindre Kongen fritager dem.

Kap. 12. Af hvor megen Jord der skal udredes Leding.

En Bonde, der har en Mark Guld i Jord eller mere, skal udrede Tredingshavne, for Tredingshavne svares ikke af mindre end af en Mark Guld. Men af fire Mark Sølv udredes Sjettingsliavne og af to Mark Sølv Tolvtingshavne. M mindre end to Mark Sølv udredes ikke Leding. Men opstaar der Strid mellem Styrismanden og Manden, der skal udrede Leding, da skal Skurdsmænd eller Skibsnævninger med deres Ed afgøre, hvad den sagsøgte skal udrede.

Kap. 13. M hvor stor Fæsteafgift en Landbo skal udrede (Leding).

En Landbo, der svarer otte ørtug Sølv i Landgilde, skal udrede Tredingshavne. Den, der svarer fire ørtug, skal udrede Sjettingshavne, men svarer han mindre end fire ørtug Sølv - hvad enten det drejer sig om rebet Jord eller Kendeland - skal han udrede otte ørtug Sølv til Kongen.

Kap. 14. Hvis en Mand bor paa sin egen Jord og tager en anden Mands Fællig til sig.

Hvis en Mand bor paa sin egen Jord og tager en anden Mands Fællig til sig, da skal han, hvad enten han er Herremand eller ikke, udrede lige saa meget, som den anden gjorde før.

Kap. 15. Hvorledes Herremænd kan fæste Jord uden at udrede Leding deraf.

Hvis en Herremand har mindre Jord end en fuld Plovs Jord, da kan han tilfæste sig Jord, lige indtil han har en Plovs Jord, og skal dog ikke udrede Leding af den Jord, han fæstede.

Kap. 16. Hvis en Mand har Jord i flere Skipen.

Har en Mand Jord i flere Skipen og dyrker det hele til een Gaard og lægger hele Afgrøden i een Lade, da udredes der ikke mere end een Mgift deraf; men lægger han den i flere Lader, da svarer han flere Mgifter. Bor en Mand paa Kværsædejord og dyrker Jord i et Skipen og lægger i Lade der, hvor han bor, og ikke andetsteds, da skal han udrede Kværsæde og ikke Leding. Bor en Mand derimod i et Skipen og dyrker Kværsædejord og lægger Sæden i det Skipen, hvor han bor, da skal han udrede Leding og ikke Kværsæde. Leding skal altid udredes af den Mgrøde, der er taget, og ikke af den, der paa det Tidspunkt staar paa Jorden, eller som skal saas.

Kap. 17. Man maa ikke opkøbe en anden Mands Skipen.

Staar nogle af en Mands Huse i et Skipen og nogle i et andet, da skal Ledingen altid ydes eller Kværsæden udredes der, hvor Laden staar, eller Kornet lægges, og andre Afgifter skal erlægges der, hvor Beboelseshuset staar. Erhverver en Mand Jord i en anden Mands Skipen og dyrker den til den samme Gaard, som han før beboede, da skal han ikke af den Grund betale mere end een Afgift.

Kap. 18. At man ikke maa formindske et Skipen.

Hvis en Havnebonde har en fuld Plovs Jord og senere køber mere, skal han af den Købejord udrede lige saa meget, som der før svaredes af den, men har han mindre, da maa han købe til, saaledes at han har en Plovs Jord. Men Herremænd maa købe saa meget, som de formaar, fordi de svarer fuldt deraf, idet de vover deres Hals for Kongens og for Landets Fred. Ofte sker det ogsaa saaledes, at den Jord, som Herremænd køber, og den, de i Forvejen havde, gaar til Skipenet efter deres Død.

Kap. 19. At man ikke maa lægge to Tredingshavne sammen.

Bor Søskende sammen i Fællig, hvor mange de end er, og hvor god Jord de end har, og de dyrker den sammen til en Gaard, da skal de udrede een Afgift, men skilles de, da skal de hver for sig svare Afgift. Men efter at de er blevet skilt, kan de ikke atter lægge (deres Gods) sammen og betale een Afgift, medmindre den ene fledfører sig til den anden.

Kap. 20. Hvem der skal arve Styrishavne.

Søn arver Styrishavne efter Fader og Fader efter Søn og Broder efter Broder, men Søster og Moder og Datter arver ikke Styrishavne og heller ikke Slegfredsøn. Selv om en Mand skøder til sin Slegfredsøn alt det, han har, kan han dog ikke tilskøde ham Styrishavne, for hvis der ikke er Ægtesøn efter Fader eller Fader efter Søn, da arver Kongen Styrishavnen. De Styrishavne, der ligger til Bispedømmet, de følger altid Bispedømmet.

Kap. 21. Om Bødesag.

Aftaler en Mand rette Bøder for Manddrab uden Overbod, da skal han bøde trende atten Mark, det er tre Gange atten Mark Penge, eller fuld Værdi (for dette Beløb); men alt skal bødes inden for et Aar. Men Overbod er altid saa meget, som der forud bliver sagt, naar Boden aftales, for Frygt bevirker størst Overbod. Hvis en Mand bliver svoret til Bøder, da er det ogsaa trende atten Mark, som det er sagt.

Kap. 22. Hvor fyrretyve Mark følger en anden Bod.

Dræber en Mand en anden i Leding eller i en Forsamling eller paa Tinge eller paa Tingvej eller i sit eget Hus eller i et Herred, hvor Kongen opholder sig, eller i Kirken eller paa Kirkegaarden eller i Købstaden eller med Kniv eller en Bonde, der holder paa sin Plov, da skal Drabsmanden foruden ret Mandebod altid bøde fyrretyve Mark til den dræbtes Arvinger og ligeledes til Kongen, hvis han beholder sin Fred og betaler Bøder. Men flygter han som fredløs, da skal hans Frænder dog bøde, som før er sagt. Hvis en Mand paa nogen af de Steder, som nu er omtalt, saarer eller slaar en anden, da skal han altid udover den øvrige rette Bod bøde fyrretyve Mark til Bonden og ligesaa til Kongen, med-mindre der bliver lagt Baghold for eller rettet Angreb mod nogen paa de Steder, der er omtalt, da skal Angriberen bøde, som det er sagt, og den, der værgede sig, være sagesløs, for enhver har med fuld Ret Lov til at værge sig selv.

Kap. 23 Dræber en Mand en anden Mand, efter at der er betalt Bøder.

Dræber en Mand en anden Mand, efter at der er betalt Bøder, eller saarer ham eller hævner sig paa ham paa nogen Maade for den Sag, der er afgjort, da skal han, hvis han beholder sin Fred og (bliver i) Landet og skal betale Bøder, først udlevere alt det, der var taget i Bod for den Gerning, som den anden tidligere var overbevist om, og derefter bøde de rette Bøder for Drab, hvis han er dræbt, og for Saar, hvis han er saaret. Men bliver en Mand grebet for en saadan Gerning, som er omtalt i disse to Kapitler, og Kongen lader ham straffe (paa Livet), da skal hans Frænder ikke des mindre bøde de to Rater, der hedder Ættebod, for, naar Kongen straffer ham paa hans Hals, svarer det til en fuld Fredløshedssag for ham.

Kap. 24. Hvorledes der skal bødes for Valrov.

Hvad en Mand røver fra en Mand, der er dræbt, enten Klæder eller Vaaben eller Sølv eller Penge, det er Valrov, hvis han havde det paa sig, og derfor skal der bødes fyrretvve Mark. Det skal man værge sig for med Kønsnævn.

Kap. 25. Hvorledes der skal bødes for Afhug paa en levende Mand.

Mister en Mand sin Tunge eller Næse eller begge øjne eller begge Hænder eller begge Fødder eller det Redskab, der hænger i Bukserne, da skal der for hver af disse bødes fuld Mandebod. Men mister en Mand et øje eller en Haand eller en Fod, skal der for hver af disse bødes halv Mandebod. Men mister en Mand sit øre, da skal der bødes Fjerdedels Mandebod, fordi det kan dækkes med Hue og med Haar. For Tommelfinger bødes Fjerdedels Mandebod og for de andre fire (tilsammen) ligeledes Fjerdedels Mandebod, dog saaledes, at for de to nærmeste bødes for hver en Ottendedel af en Mandebod og for hver af de to yderste en Sekstendedel af en Mandebod, og hvis en Negl og det yderste Led bliver afhugget, skal man bøde derfor, som om Fingeren var helt afhugget.

Kap. 26. Om Lemlæstelse.

Bliver en Mands Lemmer beskadiget, men dog (saaledes, at det paagældende Lem er) nogenlunde brugeligt, saa at han kan bøje og strække det, da skal der bødes derfor, som det vurderes til af gode Mænd. Men bliver det dødt og unyttigt, da skal der bødes for det, som om det var helt borte.

Kap. 27. Om Saarbøder.

Bliver en Mand saaret og rejser Sag paa lovlig Maade mod Gerningsmanden, da skal Saaret bødes inden tredie Femt, og Legemsskaden skal henstaa, til Aaret er ude. Saaledes som Legemsskaden da vurderes, skal den bødes, endskønt der tidligere er bødet for Saaret. Men vil Gerningsmanden ikke bøde, saaledes som der er sagt, da kan han søge hans Mandhelg.

Kap. 28. Hvis en Mand lader nogen søge hans Mandhelg.

Lader en Mand nogen søge hans Mandhelg, da skal han først bøde fulde Bøder for den Gerning, han blev sagsøgt for, og derefter tre Mark til Bonden ud over de rette Bøder og tre Mark til Kongen. Dræber nogen den Mand, hvis Mandhelg man har søgt, da skal han beholde sin Fred, og slaar han ham, skal han ikke bøde derfor.

Kap. 29. Om Saar i Ansigtet.

For alle de Saar, som man ikke kan dække med Klæder eller med Haaret, saasom Saar i Ansigtet og paa Haanden, skal der altid bødes dobbelt saa meget som for andre Saar. Men bliver der Lyde derefter, saasom hvis Munden bliver skæv, eller øje eller Næse (bliver beskadiget), da skal den vurderes af gode Mænd og bødes derefter.

Kap. 30. Hvorledes der bødes for Saar.

I rette Saarbøder skal der, naar der ikke er hugget ind til Benet og ikke gennemstukket, bødes tre Mark Penge. Men er det Hulsaar, eller er der hugget ind til Benet, saa at der tages Ben ud, eller der er Ar i selve Benet, og det flyder ud, eller der er tvemundet Saar, saasom hvis man bliver stukket gennem Laar eller Læg eller Arm eller Haand, ~ller hvor som helst en Mands Legeme bliver gennemstukket, da skal der altid bødes seks Marks Penge derfor. Men Sande-mændene kan sværge en Mand (skyldig at bøde for) indtil fem Saar i een Gerning og ikke mere.

Kap. 31. Hvis Saar lyses, og Sagen ikke forfølges.

Lyser en Mand sit Saar og ikke forfølger Sagen med Sandemænd, da skal den sagsøgte bøde for saa mange (Saar), som han vedgaar, saaledes som det er sagt. Men beskyldes han for flere, skal han nægte med Kønsnævn. Men er der taget Ben ud, og Gerningsmanden (frivilligt) vedgaar det eller bliver nødt til det, skal han bøde tre Mark Penge for hvert af dem. Men vedgaar han det ikke, skal han nægte med Kønsnævn.

Kap. 32. Om Slag.

For Stavhug og Stenhug og Benhug og Nævehug og Greb i Haaret og Kasten til Jorden skal den sagsøgte enten give seks Mark Penge eller Kønsnævn. Men bliver en Mand trælslaaet, saa han ikke kan flytte sig selv fra Stedet, men maa køres eller bæres derfra, og er der brækket Ben, saa han ligger deraf og er ufør, da er Gerningsmanden skyldig at betale hans Kost og give Lægeløn og desuden bøde tolv Mark Penge.

Kap. 33. Hvis en Mand faar Saar af en anden Mands Husdyr.

Faar en Mand Saar af en anden Mands Husdyr, enten Hest eller Hornkvæg, Hund eller noget andet Dyr, da skal Bonden, der ejede Dyret, give Lægeløn. Men faar han Lyde deraf, da skal Ejeren af Dyret bøde for Lyden, dog bliver (Bøden for) den Slags Lyde ikke højere end tre Mark. Men nægter han, skal han værge sig med tolv Mands Ed.

Kap. 34. Hvis en Mand rammer en Mands Hest, som han sidder paa, eller hans Klæder.

Vil en Mand rette et Hug mod en anden Mand paa en Hest og rammer Hesten i Stedet for Manden, da skal han bøde tre Mark for det Saar, som Hesten fik, som om han huggede Manden, og den Hest, som han ramte, skal han tage imod og gøre lige saa rask, som den var, før den blev ramt. Men dør Hesten eller faar den Lyde, skal han erstatte Hesten efter dens Værdi, før den blev hugget, og bøde tre Mark. Men rammer en Mand en anden Mands Klæder, og ved-gaar han det, skal han bøde tre Mark. Nægter han, skal han give Kønsnævn.

Kap. 35. Hvis en Mand laaner en anden sine Vaaben.

Laaner en Mand en anden sine Vaaben og ikke ved, hvad den, der laaner dem, vil med dem, og gør denne siden en taabelig Gerning med dem, enten dræber eller saarer en Mand, og den, der laante Vaabnene, bliver sagsøgt derfor, da skal han med tolv Mænds Ed bevise, at han ikke udlaante dem for at skade den, der fik Skaden. Bliver han fældet ved Edsbeviset, skal han bøde tre Mark. Men laaner han dem aabenlyst, naar to Mænd strides med voldsomme Ord, og gør den, der laante dem, da Skade med dem, da skal han enten værge sig med Kønsnævn eller bøde tre Mark.

Kap. 36. Hvis en Mand bliver saaret af en andens Vaaben.

Paa hvilken Maade en Mand end faar Saar af en andens Vaaben, skal (Ejeren af Vaabnene) bøde tre Mark for Saaret eller give Kønsnævn. Men har han selv Vaaben i Haanden, og en anden Mand faar Saar af Vaade, skal han bøde for Vaadegerning. Men for Vaade skal der ikke bødes til Kongen og ikke til Biskoppen.

Kap. 37. Hvis en Mand bliver saaret i Horseng.

Bliver en Mand saaret i Horseng med en anden Mands Kone, og slipper han bort levende, men dør af Saarene, da skal han ligge paa sine egne Gerninger, og Bonden skal være sagesløs. Men bliver han skriftet og faar oprettet sin sidste Vilje, da skal han begraves paa Kirkegaarden, hvis han dør. Men bliver han dræbt i Horseng, da skal den, der dræbte ham, føre Dyne og Lagen, som han blev dræbt i, blodige til Tinget med to Mænds Vidnesbyrd paa, at han blev dræbt i Horseng og ikke andetsteds. Da skal han ligge uden for Kirkegaarden og paa sine egne Gerninger. Men hvor som helst en Mand bliver dræbt uden for Horseng, selv om han sigtes for Horsag, eller hvad han ellers sigtes for, da skal Sandemænd altid træde til for at afgøre Sagen.

Kap. 38. Om Bier.

Den, som har Bier, skal selv vogte dem med Hegn, saa at anden Mands Kvæg ikke kan kaste dem ned eller ødelægge dem, men er Hegnet saa lavt, at en anden Mands Kvæg kan gaa ind i Bigaarden og ødelægge dem, kan han bebrejde sig selv det og faar ingen Bøde. Men bliver en Mands Kvæg stukket ihjel uden for en Mands Bigaard, skal Ejeren af Bierne ikke bøde derfor. Men bliver det stukket ihjel i Bigaarden, skal Ejeren af Bierne erstatte efter Skadens Størrelse, fordi han ikke havde lovligt Hegn.

Kap. 39. Hvis en Mands Bier jager en anden Mands Bier op.

Jageren Mands Bier en anden Mands Bier op, da skal Ejeren af de Bier, der jages op, sammen med andre Grander sige det til Ejeren af de andre Bier. Vil den, der har de livlige Bier, være i Fællig med den anden, saavel om de Bier, der jages op, som om de andre, da maa det gerne være saaledes. Men vil han ikke det, og ødelægger de Bier senere dem, der jagede dem op, kan han bebrejde sig det selv, fordi han ikke vilde dele baade Gavn og Skade med den anden.

Kap. 40. Hvis en Mand finder Bier.

Finder en Mand Bier paa aaben Mark, og ingen Mand følger dem, da skal den, der fandt dem, have dem, selv om han hverken har Jord eller Skov paa den Mark. Men finder en Mand Bier i en anden Mands Skov, da maa han ikke borttage dem, hvis de er fløjet op i et Træ, og faar ingen Del i dem, medmindre han følger dem til en Stub. Hvis han følger dem fra sin Gaard, da skal han enten have en Trediedel af dem, hvis de skal optages, eller en øre Penge, hvis Ejeren af Træet vil løse dem. For naar de flyver ud af en Mands øjesyn, da tilhører de den, der finder dem. Hvis en Mand finder en Bisværm paa Kirkegaarden, da tilhører de den, der finder dem, og ingen anden Mand.

Kap. 41. Hvis en Mand tager en anden Mands Bier med Magt eller stjæler dem.

Hvis en Mand gaar hen i en anden Mands Bigaard og tager Bistadet og fører Bierne derfra med Vold eller dræber dem og tager Honningen, da kan Biernes Ejer rejse Sag derfor, hvad enten han vil have Nævn eller Sandemænd, for det er snarere Hærværk end Ran.

Kap. 42. Om Ed aflagt paa en andens Vegne.

Ingen Mand maa nøde nogen til at aflægge Ed paa en andens Vegne, medmindre vedkommende selv vil paatage sig den, Men paatager han sig at aflægge en saadan Ed paa Tinget, da skal han, hvad Sag han end sagsøges for, føre det Edsbevis, han lovede, eller være lovlig fældet baade over for Bonden og over for Kongens Ombudsmand, for den, der lover noget uden at være tvunget af Loven, skal udføre det, han har lovet. Dog skal alle Eder paa andres Vegne, der loves paa Tinge, ogsaa aflægges paa Tinge.

Kap. 43. Hvor meget Husbonde og Hustru maa skøde til hinanden indbyrdes.

Hvor meget (eller hvor lidt) en Hustru end skøder til sin Husbonde eller en Husbonde til sin Hustru, da skal det, hvad enten de har Børn sammen eller ej, ikke staa ved Magt, hvis ikke Arvingerne vil samtykke deri efter deres Død. Men skøder en af Ægtefællerne i svigagtig Hensigt noget til en Mand, der er uden for Fælliget, og han derefter tilskøder Husbonden Hustruens Ejendom eller Hustruen Hus-bondens Ejendom, da skal det heller ikke holdes, medmindre de rette Arvinger samtykker deri, for det er sandsynligt, at Husbonden ved Magt eller Lempe kan faa Hustruen til at tilskøde sig, hvad han vil, og nogle Kvinder er saa listige, at de ogsaa godt kan faa deres Mænd til at tilskøde dem, hvad de forlanger.

Kap. 44. Hvad Husbonden og Hustruen kan skøde til hinanden indbyrdes.

Den Hustru, der selv har en Husbonde, maa ikke skøde bort og ikke paa anden Maade afhænde uden sin Husbondes Raad og de rette Arvingers Samtykke. Men taaler Husbonden, at Hustruen skøder noget bort, og faar den anden Lovhævd paa det tilskødede, uden at Husbonden gør Indsigelse, da kan hendes Arvinger søge det, som hun skødede, tilbage, og Husbonden skal bøde baade tre Mark til Bonden og tre Mark til Kongen, fordi hans Kone skødede uden Hjemmel, og han vidste det og taalte det. Men søger han det selv tilbage, da skal han ikke bøde, og den, der købte af Bondens Kone, har tabt Købesummen. Men Husbondens Søn og Datter, som er i Fællig med deres Fader eller hans Tjeneste-folk, maa ikke afhænde af Bondens Bo uden hans Vilje.

Kap. 45. Hvor meget en Kone, der har en Husbonde, maa give i Sjælegave.

En Hustru, der har Barn med sin Husbonde, maa ikke i Sjælegave give sin halve Hovedlod eller nogen værdifuld Genstand uden Husbondens Samtykke og Vilje. Men vil nogen rejse Krav om en saadan Sjælegave, da skal Husbonden forsvare sig med Kønsnævn, og Sandemænd skal ikke medvirke. Men bliver han fældet ved Kønsnævnet, skal han ud-rede det, der var givet for hendes Sjæl. Men har Hustruen ikke Barn med Husbonden, da maa hun give sin halve Hovedlod bort for sin Sjæl. Men rejser Kirke eller Kloster Krav derpaa, og er det mere end en halv Mark Sølv, da skal Sandemænd medvirke. Men med Hensyn til det, der ikke er skrevet i en Mands Testamente med gode Mænds Vidnesbyrd, og som Kloster eller Kirke eller Hospital rejser Krav åm, skal Husbonden altid værge sig med Kønsnævn.

Kap. 46. Hvilke Sandemænd, der skal træffe Afgørelse med Hensyn til Sjælegave.

Hvis en Mand eller Kone har flere Gaarde, og (de ligger) i flere Lande eller i flere Bygder eller i flere Herreder, hvor de end er, naar de dør og giver noget for sig (i Sjælegave), skal altid Sandemændene i vedkommende Bygd medvirke.

Kap. 47. Om Agerfred.

Drager en Mand ved Nattetid til en anden Mands Ager og afskærer hans Korn eller tager hans afhøstede Korn, da er han Tyv derfor. Men er han en veifarende Mand og giver sin Hest et Neg eller lader den græsse paa Stubben, da er han hverken Ransmand eller Tyv derfor, men fører han noget bort af Ageren, da kan Ejeren af Ageren rejse Sag mod den, der tog det, hvad enten han vil gøre det for Ran eller for Tyveri.

Kap. 48. Hvis en Mand drager med en Hjord ind paa en anden Mands Ager eller Eng.

Drager en Mand med en Kvæghiord eller et Stod Heste eller en Flok Svin ind paa en anden Mands Ager og med Magt lader dem opæde hans Korn, da er han pligtig at bøde fyrretyve Mark til ham derfor, for det er fuldt Hærværk. Men kommer Dyrene ind i en Mands Ager af Vaade paa Grund af Hyrdens Forsømmelighed, da skal den, der ejede Kvæget, erstatte Skaden og give Edsbevis paa, at det ikke var paa hans Befaling, at hans Kvæg kom derind. Men hvis en Mand med Magt lader græsse paa en anden Mands Eng, da skal Ejeren af Kvæget betale Erstatning for Skaden og bøde tre Mark. Men kommer det derind af Vaade, skal han ogsaa betale Erstatning for Skaden. Bliver Kornet saa ødelagt som omtalt, da maa Ejeren af Kornet rejse Sag med Sandemænd og med gode Mænds Vidnesbyrd om Hærværk. Men den, der sagsøges angaaende en Eng, skal værge sig med Kønsnævn, hvis han nægter.

Kap. 49. Hvad der skal forstaas ved Stod og Flok og Hjord.

Mindre end tolv Stykker Hornkvæg udgør ikke en Hjord, tolv Heste et Stod eller tolv Svin en Flok. Men øde lægger nogen en anden Mands Korn med mindre end med tolv Kvæghøveder, saaledes som det er sagt, da maa der ikke rejses Sag om Hærværk. Men dog skal man altid for hver Voldsgerning værge sig med Kønsnævn eller foruden Erstatningen bøde tre Marks Bøde.

Kap. 50. Om optaget Kvæg.

Hvis en Mand optager en anden Mands Kvæg i sit Korn eller sin Eng, og Ejeren af Kvæget kommer til Stede, hvad enten det er i Indhegningen eller paa alfar Vej, da maa han ikke tage det fra ham uden hans Vilje. Men tager han det fra ham, da kan han blive Ransmand derfor. Men kommer den, der optog det, hjem med det til sit Hus, og Ejeren da tager det, da kan det blive Hærværk. Dog skal der ikke rejses Sag mod andre end den, der borttog det.

Kap. 51. Hvis en Mand tøjrer paa en anden Mands Ager eller Eng.

Hvis en Mand er (Lods)ejer i Marken og tøjrer sit Kvæg paa en anden Mands Ager eller Eng, da er det Vold, og han er pligtig at erstatte Skaden og desuden bøde tre Mark eller, hvis han vedgaar det, at give Edsbevis paa, at det ikke var paa hans Befaling, at det skete, samt erstatte Skaden. Men vejfarende Mand og Gæst maa man ikke nægte Græs.

Kap. 52. Hvis en Mand dræber en anden Mands Kvæg paa sin Ager eller Eng.

Gaar en Mands Kvæg ind paa en anden Mands Ager, og kommer Ejeren af Kornet eller Agerhyrden til Stede og vil optage Kvæget, men ikke kan gøre det, og Kvæget har Hyrde, og det er kaadt og løber mod Ris eller Gærdestaver og bliver beskadiget derved eller dør, skal den, der gennede det, hvis han vedgaar at have gjort det, tage det døde (Dyr) til sig og give et andet lige saa godt i Stedet uden Bøde, fordi det havde Hyrde, og den, der ejede Kvæget, skal erstatte Kornet til den, der ejede dette. Men dræber han Kvæget enten med Od eller Æg, skal han erstatte det og desuden bøde tre Mark. Men vedgaar han Drabet og kalder det Vaadesdrab, skal han erstatte Skaden og give tolv Mænds Ed paa, at det var af Vaade og ikke med Vilje. Men var det Kvæg, der ikke var under Opsigt, skal han ikke bøde derfor.

Kap. 53. Om Gornidding.

En Gornidding skal bøde baade den Skade, han gør, og tre Mark til Bonden og lige saa meget til Kongen, for det er Vold og ikke Vaade at dræbe Kvæg, der har lovligt Tøjr paa sig eller staar i Bondens Ornum, som han ejer alene~ Hvor som helst en Mand dræber en anden Mands Kvæg' som har Hyrde, hvad enten det er i Indhegning eller udenfor, da er han Gornidding og skal give Erstatning, som det er sagt, og bøde tre Mark til Bonden og lige saa meget til Kongen.

Kap. 54. Hvis en Mand rider en anden Mands Hest.

Hvis en Mand rider en anden Mands Hest uden Ejerens Vilje, skal han bøde tre Mark til Bonden derfor. Men faar han den med (Ejerens) Vilje enten til Leje eller Laan og rider længere, end det er aftalt, da skal han bøde sine to øre for hver Bymark, han rider over, lige indtil det bliver til seks øre, Men hvad enten han rider uden Tilladelse eller rider længere, end det var aftalt, skal den altid (ved Afleveringen) være lige saa god, som den var, da han modtog den. Men dør Hesten, eller den bliver mager - men (i øvrigt) kommer hel og holden hjem - og han sværger, at det ikke var hans Skyld, da skal han ikke give Erstatning. Men var det Laan, skal den komme lydeløs hjem. Den, der blivér sagsøgt for de Sager, der er omtalt i disse to Kapitler, skal værge sig med tolv Mænds Ed, hvis han nægter. Men vil han hverken bøde eller værge sig, saaledes som det er sagt, men lader sig sagsøge paa Tinge til Namsdom, da skal der for ingen af disse Sager bødes mindre end tre Mark til Bonden og tre Mark til Kongen.

Kap. 55. Om Stodheste.

Den, som har Stodheste, skal have dem i Fold paa sin egen Mark og have Hyrde til dem. Vil han ikke gøre det, men ødelægger Bøndernes Vang med dem, da kan de nedlægge Forbud mod dem paa Tinge, og lider Ejeren af Hestene senere nogen Skade, hvis de kommer i Vangen, maa han tage Skade for Hjemgæld. Men hvis nogen har Stodheste paa den Mark, som han ikke er Lodsejer i, da kan Ejerne lovligt kræve, at han skal tage sine Stodheste hjem, men hvis han ikke vil det, og Hestene senere lider nogen Skade, kan han bebrejde sig selv det, for uden Grandernes Vilje maa han lige saa lidt ødelægge deres Græs paa Fælleden som deres Korn med Stodheste. Men køber en Mand for en Mark eller to eller mere af en anden Mands Marker i svigagtig Hensigt, idet han vil ødelægge deres Jord med sine Stodheste, da kan Ejerne tvinge ham til kun at anbringe saa mange, som Marken kan taale efter Guidvurdering, og tage Del i Fælleden, som Svin tager Del i Olden, og de, der bor i Byen, skal bestemme Antallet, for de ved bedst, hvad deres Mark kan føde. Ligeledes hvis Hestene bliver skabede, og den, der ejer dem, ikke vil holde dem for sig selv paa sin egen Jord, da kan Ejerne nedlægge Forbud mod dem paa Tinge og drive dem i Dyndet og dræbe dem uden Bøde. Det samme gælder tamme Heste, hvis de bliver skabede, for det faar den ene Hest af den anden.

Kap. 56. Hvorledes man skal indløse Pant.

For Kvæg, der bliver optaget i Korn eller Eng, skal der gives lovligt Pant, saaledes som Ejerne bliver enige om, naar de sætter deres Hegn, og det skal indløses, saaledes som de i Forvejen var enige om. Dog har den, der forvoldte Skaden, Ret til at udrede, saa meget han vil, og sværge med tolv Mænds Ed paa, at hans Kvæg ikke gjorde mere Skade. Bliver Pant, der er sat for optaget Kvæg, ikke indløst før Allehelgens Messe, da skal det være forbrudt.

Kap. 57. Om Gærde.

Hver Mand skal sætte sine Gærder, saaledes som alle Ejere samtykker i, og i Forhold til, hvad han ejer i By og Bol efter ret Rebning. Men for Stuf skal man ikke sætte Gærde, medmindre Stuffet støder op til Byens Forte, da skal der sættes Endegærde (mod Forten). Alle skal sætte Gærde for deres Tofter, der er bebyggede, men for ubebyggede Tofter i Byen skal Ejeren sætte Endegærde og alle Granderne Sidegærde, hvis Toften støder op til deres Jord. Men den, som ikke vil sætte sine Gærder paa den Lovdag, som Ejerne fastsætter, skal betale den Bøde, som fastsættes. Men vil han ikke sætte Gærder og ikke betale Bøden, da skal Granderne overdrage en at rejse Sag paa alles Vegne og faa ham dømt til at bøde tre Mark baade til Bonden og til Kongen.

Kap. 58. Om Agergærde.

Vanggærde skal hver Mand sætte i Forhold til hans Ejendoms Størrelse i Byen efter Guldværdi, men for Stuf skal der ikke gærdes. Men hvis det sker, at en Bys Fælled støder op til en anden Bys indhegnede Jord, da skal de, der ejer Fælleden, rejse det halve af Gærdet i Forhold til dem, der ejer Vangen, og de skal være lige om det, for de, der nu har Fælled, kan ad Aare faa indhegnet Mark der og behøve en saadan ligelig Fordeling (af Hegnspligten). Hvis det sker, at de, der har indhegnet Mark, eller de, der har Fælled, ikke vil sætte halvt Gærde og være lige om det, og de, der ejer Vang en, faar Skade paa Grund af deres eget Gærdes Mangler, da skal de selv bære Skaden, men faar de Skade paa Grund af de andres Gærdes Mangler, hvad enten det er af deres eget Kvæg eller af andres, da skal den, der skulde sætte Gærdet, erstatte Skaden. Men hvis ingen vil vedkende sig det Gærde, som var Skyld i Skaden, da skal Markens Ejere rebe Gærdet og faa at vide, hvem Gærdet tilhørte, og den, der bliver fældet ved ret Rebning, han har ikke Ret til at tilbyde Edsbevis, men skal betale den Bøde, som før var fastsat, og erstatte Skaden. Men vil de, der skulde sætte Gærde, ikke gøre det og ikke udrede, da skal Ejerne af Vangen overdrage en Mand blandt dem selv at skaffe dem Ret. Men lader de, der skulde sætte Gærde, Dom overgaa sig, da ifalder hver af dem en Bøde af tre Mark til Bønderne og lige saa meget til Kongen.

Kap. 59, Hvor længe Gærderne skal staa.

Det Gærde, der er om Rugsæden, skal være sat til Paaske eller før og det om Vaarsæden til Pinsedag og skal staa til St. Mikkels Messe, medmindre alt Kornet kommer ind før. Den, der tager Gærdet op før, skal erstatte al den Skade, der opstaar paa Grund af, at det Gærde var fjernet.

Kap. 6o. Om Abildgaard og Kaalgaard.

Abildgaard og Kaalgaard og Toftegaard skal enhver selv vogte med sit eget Gærde, hvis han vil have dem ind-hegnet, og værge dem for alle Slags Husdyr, undtagen alene for Geder og for Gærdebrydere som Okser og Svin, for man kan sagsøge Bonden til at vogte sine Gærdebrydere. I disse Gaarde maa der ikke optages Husdyr, undtagen alene Geder, medmindre det bliver lyst paa Tinge. Men bryder en Mand ind i en anden Mands Abildgaard eller Kaalgaard og stjæler Kaal eller Æbler, da kan han blive Tyv derfor, ligesom om han stjal andre Ting i hans Hus. Men mister en Mand sine Klæder i en anden Mands Abildgaard, da maa han ikke forfølge Sagen som Ranssag.

Kap. 61. Om Vrag.

Vrag, som driver i Land, og som ingen Mand følger med eller kommer efter, det tilhører Kongen, fordi Kongen ejer alle Forstrande, og det, som ingen Mand ejer, det ejer Kongen ligeledes.

Kap. 62. Hvad der er Vrag.

Mindre Fisk end Stør er ikke Vrag. Men hvad der har været i anden Mands Besiddelse saasom Kiste eller Tømmer eller Klæder eller nogen (anden) Ting, som man kan se har været i Hænder, er Vrag og tilhører Kongen, hvis ingen kommer efter det. Men Fisk, som en Mand kan bære, saasom Marsvin eller Sæl og deslige eller mindre Fisk, det er ikke Vrag, undtagen alene Stør, for Hval og Løft og Stør og alle store Fisk, som man ikke kan bære, de er alle Vrag, og dem ejer Kongen. Dog skal den, som først finder en Hval, før han tager noget deraf, sige det til Ombudsmanden og for sin Umage have en Byrde, hvis han er gaaende, en Heste-byrde, hvis han er ridende, og et Vognlæs, hvis han er kørende. Men kommer en Mand til Stede med Skib, skal han have en Skibsiadning, dog ikke til et større Skib end et seksaarers, det vil sige med tre Aarer paa hver Side. Efter at den første har taget sin Lod, skal ingen tage deraf uden Ombudsmandens Tilladelse. Men tager en Mand uden hans Tilladelse, og sagsøger Ombudsmanden ham, skal han udlevere saa meget, som han tog, og desuden bøde tre Mark eller give Ed af tolv Mænd, saadanne som han kan faa i det Kirkesogn, hvori han bor, dog skal det være lovfaste Mænd. Men hvis en Ombudsmand faar en Hval og ikke giver Kongen hans Del deraf, skal han miste sit Embede.

Kap. 63. Om Skibbrud.

Lider en Mand Skibbrud, og er der Folk paa (Skibet), og de kommer levende i Land, har ingen Mand Ret til at komme deres Ejendele nær, hverken Ombudsmanden eller nogen anden, før de selv giver op og paa ingen Maade kan bjerge det, hverken ved egen Hjælp eller med lejede Mænd, og hverken Ombudsmanden eller anden Mand har Magt til at hindre dem i at faa de Folk, de kan leje eller faa uden Betaling. Men er der sandt Vidnesbyrd om, at Ombudsmanden eller hans Svende røver nogle af deres Ejendele fra dem, før de selv opgiver dem, eller forbyder Folk, som de kan leje dertil, at hjælpe dem, skal han miste sit Embede og dog udlevere alt det, han tog fra dem, og desuden bøde fulde Bøder. Men røver nogen anden fra dem, skal han først udlevere alt det, han tog, og desuden bøde tre Mark til dem og tre Mark til Kongen.

Kap. 64. Om Falsk.

Mod Beskyldning for Falsk og for Mordbrand, og hvis en Mand beskyldes for, at han er Stimand, skal man værge sig med Herredsnævn, det vil sige tre Mænd af hver Fjerding, som er i det Herred, og de skal udtages af Ombudsmanden eller en uvildig Mand, der ikke har nogen Del i Sagen og ikke er i Slægt hverken med Sagsøgeren eller med den sagsøgte. Den sagsøgte kan af de udtagne udskyde sine aabenlyse Uvenner, saaledes som før er sagt, for ingen kan tvinges til at værge sig med sine aabenlyse Uvenner. De, der blev udtaget, skal enten sværge den sagsøgte skyldig eller uskyldig i Gerningen, for man kan ikke tie en Mand fra hans Hals eller hans fyrretyve Mark.

Kap. 65. Hvad der forstaas ved Falsk.

Det er Falsk, hvis en Mand rejser Ambolt med Underlag og slaar Penge uden Kongens Tilladelse eller Befaling eller smelter falsk Sølv og køber eller sælger med Penge, som han ved er falske, eller med falsk Sølv. Hvis en Mand begaar Falsk, da skal Kongen have hans Haand og den, der fik falske (Penge), Skadeserstatning. Men bliver en Mand narret og faar enten falsk Sølv eller falske Penge og bringer dem til Møntmesteren eller Guldsmeden eller en anden Mand, der kan skønne derom og undersøge det, og ikke vil købe med det, før han har faaet det prøvet, om det er falsk eller ej, da skal han ikke kaldes Falskner. Men hvis han ved, af hvem han har faaet dem, skal han rejse Sag mod ham og enten have Erstatning eller Edsbevis af ham, Men det forfalskede skal dog blive med Vidnesbyrd der, hvor det er fundet. Det forfalskede, der bliver fundet saaledes, skal ikke mere gives ud, men skal enten brændes eller sønderhugges eller kastes i Havet, saaledes at ingen kan finde det.

Kap. 66. Om Mordbrand.

Det er Mordbrand, hvis en Mand enten ved Nattetid eller i Løndom drager hen og sætter Ild paa en anden Mands Hus. Bliver han grebet deri, skal han have sin Hals forbrudt, og Skaden erstattes af hans Gods, og Bonden skal have fyrre tyve Mark. Men bliver han fældet ved Edsbevis, skal han erstatte Skaden og selv rømme Landet, lige indtil Kongen viser Naade mod ham i hans Sag.

Kap. 67. Om Stimand.

Stimand er den, der ligger enten i Skov eller Skjul eller paa Hede eller ved alfar Vej og plyndrer enten ridende eller kørende eller gaaende og bringer sit Bytte i Skjul og fordølger sine Gerninger. Bliver han grebet deri, skal han have sin Hals og sin Hovedlod forbrudt til Kongen, Men bliver han fældet ved Edsbevis, skal han erstatte Skaden a£ sit Gods og (desuden betale) fyrretyve Mark til Bonden og selv skal han være i Kongens Magt, thi enhver Mand skal styrke Freden.

Kap. 68. Om Hedebrand.

Sætter en Mand Ild i Hede og opbrænder noget, en Mand har erhvervet ved sit Arbejde, saasom enten Lyng eller Tørv, eller Ilden løber ind i Skoven og brænder og ødelægger Skoven, da skal den, der bar Ilden ud, erstatte Skaden, selv om han ikke havde i Sinde at brænde mere end sit eget og ikke at gøre Skade med Ilden. Ligeledes hvis Ilden løber i Hus eller i By, da gælder det samme. Men bærer en Hyrde eller andet Tyende, som ikke er i Fællig med Bonden, Ild ud uden hans Befaling, og der da derved opstaar Vaade, da er Bonden ikke pligtig til at erstatte det. Vil man beskylde ham derfor, skal han give Kønsnævn paa, at det ikke skete efter hans Opfordring eller Befaling. Det er dog mere forsigtigt, at man ikke sætter Ild i Hede, medmindre alle Ejere bliver enige om at afbrænde enten Mose eller Hede og selv gaar med og passer paa, at der ikke kommer Ild i anden Mands Mark til Skade for dem. Men hvis der sættes Ild i Hede paa en Bymark, og den gør Skade paa en anden Bymark, skal Ejerne af den Mark, hvori der først sattes Ild, enten erstatte Skaden eller udpege den, der først satte Ild paa.

Her ender Lovbogen skrevet paa Dansk.

Tillæg til Jyske Lov.

Om Trolddom.

Hvis en Mand beskylder en anden for, at han har forgjort noget, som tilhører ham, med Trolddom, og den sagsøgte ikke vedgaar, men nægter det, og Sagsøgeren beediger Sigtelsen imod ham, da skal den sagsøgte værge sig med Nævn i Kirkesognet, saavel over for Sagsøgeren som over for Biskoppen.

AM 4 4to is a Danish manuscript, dated by Kålund to c. 1400 but now thought to date from as early as c. 1300. It contains a text of the Jyske lov, or Jutish law, which begins with the words 'Mæt logh scal land byggæs.

Descriptions:
Kr. Kålund, Katalog, I, p. 341.
Peter Skautrup, Jyske lov: Text 1, Danmarks gamle landskabslove, II (København, 1933), pp. xvi, lxi-lxii.